Drone sprøjter selv ukrudtet

Landboforening flyver med drone på 22,5 kg, der selv kan pletsprøjte i marken.

Med en egenvægt på 22,5 kg. er DJI MG1-dronen en ordentlig krabat.

Den medbringer op til 10 liter sprøjtevæske og flyver i øjeblikket test hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne (DLS), der sammen med dronevirksomheden Droner ApS har anskaffet dronen.

»Dronen kan bruges til at pletsprøjte marker for eksempel mod tidsler eller andet rodukrudt,« fortæller Bo JM Secher, planteavlschef hos DLS.

Landboforeningen har investeret i dronen for at teste dens færdigheder.

Det er ikke planen, at den skal lave "maskinstationsarbejde" ude hos kunderne.

Hvis teknologien virker tilfredsstillende, forestiller Landboforeningen sig, at grupper af landmænd kan gå sammen om at investere i droner.

Testen af den store drone forventes at vare indtil maj-juni måned.

Der er mange ting, som skal afprøves - bl.a. forskellige dyser, spredevinkler og tildelingskort. Desuden skal der være 100 pct. styr på sprøjtetågen, så midlerne rammer, hvor de er tiltænkt.

Droner har været brugt til sprøjtearbejde gennem flere år i både Japan, Kina og USA.

Særligt i Asien giver det mening, fordi markerne kan være meget små og svært tilgængelige at gå eller køre i.

I USA er droner især brugt til at sprøjte i naturområder, der er vanskeligt tilgængelige.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle