Ved erhvervsminister Bendt Bendtsen, hvad han gør?
De såkaldte Covered Bonds, også kaldt Særligt Dækkede Obligationer (SDO'er) er resultatet af et EU-direktiv, der er på vej til at blive implementeret i dansk lovgivning. Det er et låne-system som skal gælde hele EU. Desværre kan det ikke hamle op med det nuværende danske realkreditsystem. Jeg frygter, at det nye system vil tage volumen ud af vores yderst velfungerende nuværende realkreditsystem. Men alligevel får vi det som et lånesystem, der skal køre parallelt med det danske obligationssystem.
Det største problem er, at man sammen med indførelsen af SDO'er får mulighed for et mere fleksibelt balanceprincip, som ikke længere kræver, at der er en sælger (låntager) og en køber af en obligation. Man giver SDO-udstedere, for eksempel pengeinstitutter, mulighed for at lave deres egen finansiering af de SDO-lån, som tilbydes låntager. Dermed kan man som låntager ikke gennemskue, hvad man »betaler« i rente henholdsvis administrationsomkostninger. Samtidig kan for eksempel pengeinstitutter presse låntagere til at vælge SDO'er frem for de nuværende realkreditlån.
Desuden kan man som låntager ikke umiddelbart udregne, hvad indfrielse af et lån vil koste. Det er kun SDO-udsteder, der kan give den oplysning, og kun ud fra dagspris samt hvilke tillæg man har købt til lånet.
Lovforslaget giver risiko for et totalt uigennemskueligt lånemarked for en ung landmand og for låntager med fast ejendom generelt. Endvidere kan det få store negative konsekvenser, at man som ung landmand bliver stavnsbundet til långiver, især i krisesituationer, hvor der kan ske individuelle renteopjusteringer for landmanden.
Politikerne, med erhvervsminister Bendt Bendtsen i spidsen, påstår, at de liberaliserer markedet og giver billigere lån til landmænd og boligejere. Reelt er der dog ikke tale om nye låneinstrumenter. Man giver blot mulighed for at SDO-udstederne gør det uden nogen form for gennemskuelighed. Enhver brugerbeskyttelse er fjernet.
Man må håbe, at der her i sidste øjeblik er nogle fornuftige politikere, der får øjnene op for, hvad der er ved at ske, og hvilke store konsekvenser lovforslaget vil få. Balanceprincippet kan stadig fastholdes sammen med krav om forbrugerbeskyttelse. Alternativt vil nuværende lovforslag ramme alle låntagere med lån i fast ejendom for i alt ca. 2.000 milliarder kroner. Jeg skal selvfølgelig beklage, at det bliver dyrere og sværere for unge landmænd at låne.
Reelt er der dog ikke tale om nye låneinstrumenter. Man giver blot mulighed for, at SDO-udstederne gør det uden nogen form for gennemskuelighed. Enhver brugerbeskyttelse er fjernet.