Dyrt vokseværk for Jutland Meat

2009/10 gav et lille minus til hollandsk-ejede Jutland Meat, som øgede investeringerne kraftigt. Med ny miljøtilladelse kan privatslagteriet nu slagte godt 1,2 mio. svin om året i Struer.

Et overskud forrige år på fire mio. kr. blev i 2010 omdannet til et underskud på ca. 800.000. kr.

Dermed må privatslagteriet Jutland Meat for første gang i flere år konstatere underskud i forretningen.

I årsrapporten begrunder slagteriet udviklingen med en stigende produktion, som har kostet mere end forventet.

I årets løb er antallet af slagtningerne nemlig blevet udvidet til ca. 15.000 svin om ugen. Samtidig har slagteriet fået kommunens godkendelse til at øge produktionen endnu mere.

Fremover har Jutland Meat dermed miljøtilladelse til at slagte 22.000 svin om ugen svarende til knap 1,2 mio. svin om året.

Tidligere på året oplyste Jutland Meat, at omsætningen i 2010 blev forøget med 200 mio. kr. til omkring 700 mio. kr.

Væksten betyder også, at bankgælden er vokset fra ca. 13 til 74 mio. kr.

Pressede marginer i Europa

LandbrugsAvisen har gentagne gange forsøgt at få ejer og adm. direktør Frans Stortelder til at kommentere udviklingen i 2009/10.

Frans Stortelder ejer, via sit hollandske selskab Meat Business Europe, slagteriet i Struer.

I årsrapporten skriver Jutland Meat, at marginerne har været pressede på markederne i Europa. Samtidig var 2009/10 også året, hvor Danish Crown begyndte at få flere slagtesvin på sine slagterianlæg, hvilket kan have sat yderligere pres på det frie marked for slagtesvin i Danmark.

I en kommentar til slagteriåret erklærede Danish Crowns adm. direktør, Kjeld Johannesen, over for LandbrugsAvisen tilbage i november, at Danish Crown betalte markedets bedste svineafregning, efter at andelsselskabet leverede en efterbetaling på 90 øre per kg.

Privatslagteriet skilter i flere annoncer med, at selskabet giver leverandørerne de bedste betingelser.

På særlige vilkår

Jutland Meat startede i 2005 under særlige vilkår.

Efter fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlbourg forlangte konkurrencemyndighederne, at DC skulle sælge et slagterianlæg fra og levere 5.000 svin om ugen i en længere periode til selskabet.

Samtidig skulle Danish Crown også dække et eventuelt underskud i de første år. Til gengæld havde Jutland Meats så ikke lov til at slagte mere end 10.000 svin om ugen i de første fire år. I dag er alle bindinger ophævet, og Jutland Meat har gennemgået en stor vækst det seneste års tid, hvor slagtningerne er forøget med knap 50 procent til godt 15.000 svin om ugen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle