Så blev det efterårsferie, og det er dejligt ¿ at have en hel uge af blanke, ikke-skemalagte dage foran sig. Arild har afsluttet sin uddannelse som pædagogisk assistent, og han er i gang med arbejdet på "sit" bofællesskab igen, og ind imellem samler han kartofler, så han holder virkelig kartoffelferie mellem vagterne.

Normalt har jeg masser af planer for mine ferier, men denne gang tager jeg én dag ad gangen og håber bare, at den bliver god. Min mor kom igen på hospitalet. Hun blev mere og mere træt, og så fik hun ondt i muskler og led. "Bare influenza!" beroligede hun, men sygdommen tog pludselig til, og så blev hun ellers indlagt i huj og hast med en kradsbørstig lungebetændelse. Et par dage så det virkelig kritisk ud ¿ hun er jo ikke helt ny, og hold da op, hvor var hun syg. Heldigvis vendte det så, og hun begyndte langsomt at komme sig. Min far er i aflastning på et plejehjem, men han sidder jo dér og bekymrer sig. Bekymringer er altid værre, når man er magtesløs, så man ikke kan gøre noget ved dem, så min far har selvfølgelig vældig meget brug for at snakke med os om, hvordan det går, da han ikke en gang kan komme ind og besøge min mor. Nu håber jeg så bare, at det går fremad også i løbet af efterårsferien, at min mor bliver frisk igen, og at vi alle sammen kan få lidt mere ro på og slippe alarmberedskabet.

Og underligt er det med bekymringer. Jeg kan forestille mig alt muligt, der kan ske at gå gruelig galt, men lige meget hvad jeg tænker på og udmaler inde i mit ængstelige hoved, så går tingene alligevel aldrig, som jeg har fantaseret om. Ikke helt i hvert fald. Nogle gange tænker jeg på, om det er evnen til at bekymre sig, der i virkeligheden skiller mennesker fra dyr - og dog, min livserfarne gamle Frejahund kan såmænd også bekymre sig ¿ i hvert fald bliver hun trist og forestiller sig sandsynligvis, at hendes "mor" skal på en laaang ferie, hvis jeg bakser lidt rundt med en kuffert.

Det er fint nok at kunne bekymre sig, så man kan tage forholdsregler i nogle situationer, men en gang imellem kommer man, når man har et udpræget bekymringsgén, til at tage sorger på forskud og måske i fantasien gennemleve hændelser, som slet ikke kommer til at ske. Andre gange kan man, fordi man har udviklet evnen til bekymring, foregribe, at ting tager fart i en forkert retning. Det handler også om erfaring i at aflæse bestemte (fare)signaler, når man somme tider får en bekymring og handler på den, og så er det rigtig fint at kunne bekymre sig.

Jeg er sådan én, der er god til at forestille mig det værste, så jeg går tit rundt og er i en slags alarmberedskab. Jeg ønsker mig at kunne slippe bekymringerne lidt mere og bare være afslappet i det berømte NU.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle