Efter års underskud: Sælg dansk slagteri

Analytikere opfordrer finske HKScan til at sælge danske slagterier fra efter flere år med store tab. Direktør tror stadig på sorte tal næste år.

De danske aktiviteter giver så store underskud, at det ikke giver mening at beholde det.

Sådan lyder skudsmålet til HKScan fra aktieanalytiker i finske Nordea, Harri Wallenius, om de danske kyllingeslagterier i det, der tidligere var kendt som Rose Poultry.

Ifølge de danske regnskaber har HKScan Denmark A/S på bare fem år givet underskud på i alt 428 mio. kr. på bundlinjen. En klækkelig sum, når man tager omsætningen på 1,3 mia. kr. årligt i betragtning.

Det er der flere årsager til, mener aktieanalytikeren.

»Den oprindelige idé, da HKScan købte de danske aktiviteter, var at eksportere til bl.a. Sverige. Men det har langtfra været så let. Og siden har HKScan haft mange problemer i Danmark og har også tabt en større, vigtig kunde«, konstaterer Harri Wallenius, der følger HKScan tæt.

»Den danske forretning har det fortsat svært. Man kunne overveje at sælge det fra som led i HKScans strategi om turn-around«, mener han.

Dyrt byggeri

De seneste år har den finske slagterikoncern haft udfordringer på flere fronter. Den primære årsag er byggeriet af et topmoderne kyllingeslagteri i Rauma, der løb ind i betydelige budgetoverskridelser.

»Byggeriet var planlagt til at koste 600 mio. kr, men løb voldsomt over budget, så det nu nærmere har kostet 1 mia. kr.. Derudover har indkøringen af slagteriet også givet massive tab«, forklarer Harri Wallenius.

HKScan har nu fået ny ledelse, der kæmper for at rette op, også på den noget strammere økonomi. Og det er altså her, at et eventuelt salg af de danske forretninger kan komme på tale, mener han.

»Det er mit indtryk, at man forsøger at komme af med det. HKScan siger, at man ikke taber penge, set fra et cash-flow perspektiv. Men når man ser på ebit-niveauerne (altså driftsindtjeningen, red.), ser det ud til at være tabsgivende«.

Direktør: Vi kæmper

Direktøren for den danske forretning i HKScan Denmark, Jukka Nikkinen, indrømmer blankt, at de seneste år har givet underskud for slagte- rierne.

»Vi har ikke været i stand til at differentiere produktet til- strækkeligt. Det er den primære årsag. Alle virksomheder skal udvikle deres produkter, så forbrugerne ser dem som noget særligt og andet end konkurrenternes. Det er meget basalt«, forklarer han og fortæller, at der hver dag arbejdes på at rette op.

»Det eneste mål er at gøre selskabet profitabelt. Det er ikke raketvidenskab. Vi skal arbejde med kunderne, med virksomheden, med de ansatte«, lyder det.

Spørgsmålet om der er sat til salg skilt på selskabet, kan han ikke svare på.

»Det er et anliggende for bestyrelsen. Men fundamentet for at gøre virksomheden profitabel er godt. Markedet for kylling har en positiv trend, hvor unge gerne vil spise kylling, og også gerne dansk. Og vi har gjort gode fremskridt, især sidst i andet kvartal«, siger Jukka Nikkinen og tilføjer:

»Vores mål er helt sikkert, at vi tjener penge næste år«.

Faktaboks

HKScan i Danmark: Et dyrt opkøb af Rose

  • HKScan købte i 2010 Rose Poultry med slagterier i Vinderup og Skovsgård.
  • Omsætter årligt for ca. 1,3 mia. kr. - et fald fra tidligere 1,5 mia.
  • Samlet set har de sidste fem år resulteret i underskud på 428 mio. kr., viser de danske regnskaber.
  • Ca. 600 ansatte i Danmark.
  • HKScan er børsnoteret i Finland og sælger især gris og kylling.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle