Ekspert: Brint er fremtidens drivmiddel

Trods en energikrævende produktion er brint fremtidens energikilde. Om ti år bliver drivmidlet lige så billigt at anvende som diesel, vurderer ekspert.

Brintfremstilling er energikrævende.

»Kun godt halvdelen af den elektricitet der bruges, når vand spaltes til brint, er i behold, når det skal anvendes til at drive brændselscellen i køretøjet,« forklarer Per Koustrup, analytiker hos firmaet H2 Logic, der laver el- og brintdrevne køretøjer.

Efter spaltningen er der cirka 60 procent af energien tilbage, og det reduceres til cirka 54 procent, når kompressoren har komprimeret brinten til et tryk på 350 bar, som det opbevares under. Alligevel betegner Per Kloustrup brint som fremtidens drivmiddel.

»Det er en vedvarende energikilde til forskel fra fossile brændstoffer, der er opbrugelige,« siger han, men medgiver:

»Olieprisen har været lav, og det har holdt udviklingen af brintkøretøjer tilbage.«

Hybrid er bedst

Brændselscellerne har den bedste virkningsgrad ved en lav belastning. Derfor er mindre brintdrevne køretøjer ofte opbygget til delvis batteridrift.

»Så kan brændselscellen køre med samme effekt hele tiden. Oplade batterierne når belastningen er lav - og batterierne kan omvendt hjælpe den, når belastningen er høj,« forklarer Per Koustrup.

Han mener at New Hollands løfte om dobbelt-op på energiudnyttelsen i forhold til en traktor med forbrændingsmotor holder.

»Traktoren har mange forskellige belastninger, og ved eksempelvis vendinger er udnyttelsen af dieselmotorens energi nok helt nede på cirka 10 procent. Det oplever man ikke med brinttraktoren,« siger han.

Ikke uden udfordringer

Pt. er rystelser en af brændselscellens værste fjender. Det slider, og den vil gradvis tabe effekt ligesom et batteri. Derudover er oplagringen af brint et vigtigt fokusområde.

»Man skal ikke lagre mere end til få dages forbrug. Der er for dyrt,« påpeger Per Koustrup og fortæller videre:

»Sensorer i traktoren og i lagertanken vil fuldautomatisk kunne styre produktionen, så det også sker, når strømmen er billig.«

Teknik til udvinding af brint er meget dyr nu, men større styktal vil gavne prisen i fremtiden.

»I 2020 vil de hestekræfter, man får via brændselsceller, formentlig ikke koste mere end dem fra en dieselmotor, når produktionsomkostningerne regnes med,« vurderer Per Koustrup.

»I fremtiden forventer vi bedre elektrolyseapparater, der får virkningsgraden inklusiv delvis komprimering op på over 75 pct. Energitabet til kompressionen ventes at blive under 5 pct.

Per Koustrup, NH2 Logic

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle