Eksporten af smågrise i hastig fremmarch

Smågriseeksporten rundede i maj for første gang en mio. grise. Bekymring over udviklingen hos Ticans formand.

Antallet af smågrise, der fragtes ud af landet, befinder sig på et rekordhøjt niveau. I maj blev der for første gang nogensinde transporteret mere end en mio. smågrise ud af landet. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer. Nøjagtigt 1.011.376 smågrise blev sendt ud af landet mod blot 893.965 i 2013. Tilbage i 2011 var tallet 679.442 styk. Maj er traditionelt set en af de travleste med hensyn til eksport af smågrise, så tallet for juni, der netop er blevet offentliggjort, viser et fald til 834.756 smågrise. Trods de færre eksporterede smågrise i juni er tendensen klar og tydelig: Eksporten af smågrise er i hastig fremmarch.

 

Både godt og skidt

Udviklingen generer som udgangspunkt ikke formanden for Tican, Jens Jørgen Henriksen, men der er omkostninger:

»Udviklingen er både god og skidt. På den ene side er det godt, at vi i Danmark har et produkt, som andre gerne vil have. Men jeg synes, det er skidt, at Danmark ikke får mest muligt ud af vores smågrise, ved at vi opfeder dem her i landet. Det er kedeligt, at vi er ramt af uhensigtsmæssige rammevilkår og unfair konkurrence. Derved går vi glip af indtægter og arbejdspladser,« siger Tican-formanden.

Hos Danske Svineproducenter er meldingen stort set den samme.

»Eksporten af smågrise er udtryk for, at vi er rigtig dygtige. Vi er glade for, at vi i Danmark kan producere gode smågrise, som vi kan få en forretning ud af og giver os smør på brødet. Højere priser for smågrisene herhjemme vil kræve, at slagterierne er i stand til at få en højere pris for deres kød. De er nok i en vis grad i stand til at få en merpris for vores kvalitet, men de høje danske omkostninger gør, at merbetalingen for grisene lander i slagteriernes egne systemer. Så vi mangler nok en krone pr. kilo slagtesvin,« vurderer Hans Aarestrup, direktør for Danske Svineproducenter.

 

Store udfordringer

Hvis udviklingen fortsætter med samme fart, er formand Jens Jørgen Henriksen bekymret på erhvervets vegne.

»Vi står med en alvorlig udfordring, hvis udviklingen bliver ved og ved. Så ender vi med at udhule værdien af vores branche,« siger han.

Trods de mange grise, der sender til udlandet, holder de danske slagterier nogenlunde stand. I 2014 er antallet af slagtninger efter 1. halvår opgjort til 9,37 mio., mens det tilsvarende tal for 2013 var 9,62 mio. slagtninger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle