Fra 1. juli er producenter af skrabeæg og frilandsæg frivilligt stoppet med at næbtrimme. Avlsarbejde gør, at høns ikke hakker så meget på hinanden som førhen.
Fra 1. juli har det i praksis været slut med at næbtrimme høns i Danmark, ikke fordi det ikke længere er tilladt, men fordi ægproducenterne frivilligt stopper med at næbtrimme.
»Mange var reelt stoppet, så derfor har det ikke været det store skridt,« siger sektorchef Jørgen Nyberg Larsen, Landbrug & Fødevarer.»For buræg stoppede vi allerede med at næbtrimme frivilligt for et år siden, og da var to tredjedele allerede holdt op, selv om det stadig var tilladt.
For både skrabeæg og frilandsæg, hvor næsten 100 procent hidtil er blevet næbtrimmet, stopper vi nu frivilligt med at næbtrimme.
Kun for økologiske æg har det været forbudt at næbtrimme,« siger han.
Formålet med at trimme næbbet er at undgå, at dyrene hakker hinanden, og trimningen foregår ved at brænde eller klippe spidsen af næbbet på kyllingerne.
Fødevareminister Dan Jørgensen har tidligere rost branchens initiativ.
Helt normalt
Næbtrimning er helt normalt i andre lande, for eksempel også for kalkuner i USA.
»I EU er næbtrimning forbudt i Finland og Sverige, mens der er et frivilligt stop i Østrig, og i Storbritannien, Holland, Tyskland er der lovgivning på vej.
I Syd- og Østeuropa er det derimod slet ikke på dagsordenen,« siger Jørgen Nyberg Larsen.
»Det er en udfordring for skrabeæg og frilandsæg, men det kan løses. Hvis svenskerne og østrigerne kan, kan vi også. Det er meget et spørgsmål om management,« siger Jørgen Nyberg Larsen, der er blevet mødt med vantro blandt udenlandske kolleger over det frivillige danske stop.
»Kan det virkelig passe? Hvordan tør I? Kunne I i det mindste ikke lade være med at fortælle om det?« spørger de.
Englænderne har lavet mindre forsøg med frilandsflokke, hvor de i nogle flokke havde en dødelighed på 30-40 procent i uge 32. Det førte til, at forsøget blev stoppet, og at hønerne blev næbtrimmet.
Takket være et effektivt avlsarbejde har dyrene i dag ikke den samme tilbøjelighed til at hakke hinanden. I den forbindelse er det lykkedes at reducere dødeligheden fra 20 procent sidst i 60erne til under fem procent i dag.
I samme periode er det lykkedes at nedbringe foderforbruget pr. kg æg fra 3,5 til 2 kg.