Enghø og -græs skal blive til de skønneste oste

Landmand og ostegrossist ved Slagelse i unikt samarbejde. Mikromejeri står klar til snarlig opstart

Mælk fra køer, der er fodret med græs og hø, smager bedre end mælk fra køer, der primært lever af ensilage.

Sådan lød det entydige resultat, da grossistfirmaet Ostebørsen i Slagelse lod sine 35 medarbejdere være dommere ved en blindsmagning mellem de to typer af mælk.

»God mælkekvalitet er langt mere end god hygiejne,« siger Ostebørsens ejer, Henrik Møller Kastrup, og resultatet bekræfter ham i, at velsmagen af hømælk vil slå igennem på ost af hømælk.

Vigtig omega-balance

Derfor er Ostebørsen i færd med at opføre et mikromejeri, som skal producere ost af køer, der primært fodres med hø og græs. Mejeriet er klar til at producere om nogle få uger, oplyser ejeren.

Hømælken skal produceres på den lokale Tøvestensgården, hvor nogle få af de cirka 255 Holstein-køer allerede er sat på en foderplan med hovedvægt på græs og hø, oplyser ejeren Michael Andersen.

»Vi ved, at køerne helt sikkert går ned i ydelse. Men det vigtigste er at finde balancen mellem omega 3 og omega 6 fedtsyrer,« siger Michael Andersen.

Vikingernes enge

Langt hovedparten af køerne på Tøvestensgården skal fortsat producere mælk til Arla.

En vigtig detalje i konceptet består i, at Tøvestensgården driver en del af de fredede enge i Tude Ådal, hvorfra græs og hø skal udgøre fødegrundlaget for udvalgte køer, som skal levere mælken til mikromejeriet.

»Vi tror på, at vi får den bedste mælk, man kan få, når køerne fodres med græs og hø fra engene, der får en fantastisk fauna, fordi de oversvømmes halvdelen af året,« siger Henrik Møller Kastrup.

»Desuden har vikingerne på Trelleborg vandret på de samme enge, så historien er med.«

Målet er at gå samme vej som på gårdmejerier i det sydlige Europa, hvor råvaren til produkterne spiller en stor rolle.

»Der viser man stolt mælken og køerne frem, før man når til at smage på osten.« siger Henrik Møller Kastrup.

Han ser endnu en niche i at producere gedeost af mælk fra geder af den gamle danske landrace, som der også lokalt findes en besætning af.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle