Enklere regler for naturtiltag gavner natur og landmænd

Med bevidsthed om bedriftens naturværdier og simple naturtiltag kan landmænd bidrage til en bedre biodiversitet, samtidig med at de høster fordele. L&F arbejder for enklere regler, og SEGES har udviklet konceptet Naturtjek.

Mandag blev der holdt biodiversitetstopmøde, som blandt andet var præget af L&F’s udspil sammen med andre organisationer. Udspillet består af en række ønsker til fremtidens naturforvaltning og en række konkrete ønsker til politiske initiativer. For landmanden kan der være flere gode grunde til at gøre en indsats for naturen, hvis betingelserne er i orden.

»Det kan være ud fra jagtmæssige interesser, ud fra et ønske om at skabe bedre forhold for naturen eller på grund af herlighedsværdien ved at opleve et rigt dyreliv på sin ejendom. Samtidigt kan en samlet indsats for naturarealer være med til at skabe en god dialog med naboer og andre i lokalområdet«, siger Karen Post, chefkonsulent i Vand og Natur hos Landbrug & Fødevarer.

Enklere regler

Landbrug & Fødevarer arbejder på at sikre mere enkle regler på området. Specielt i forbindelse med den nye CAP-reform arbejder organisationen for at skabe en forenkling af reglerne, så det bliver lettere for landmanden at lade arealer overgå til naturen.

»Ofte etableres markvildttiltag i markfladen eller i kanten af det dyrkede areal. Derfor er det vigtigt, at landmanden har styr på reglerne for grundbetaling, så de ikke risikerer at få et træk i landbrugsstøtten, bare fordi de gør en indsats for naturen«, forklarer Karen Post.

Hun uddyber:

»I den forbindelse er det helt centralt at kunne få den rigtige rådgivning, så indsatsen giver størst mulig gavn, og der stadig er styr på grundbetalingen.«

Analyserer mulighederne

En mulig vej til rådgivning er at få lavet et Naturtjek. Det er et koncept, som SEGES har udviklet til afdække naturpotentialet på en ejendom.

»Et Naturtjek handler om at analysere, hvad den enkelte bedrift rummer af eksisterende natur, og muligheder for at forbedre og udbygge den til gavn for biodiversiteten, og så sammen med landmanden finde frem til nogle løsninger, som det giver mening, at han arbejder videre med. Det vil typisk være 5-10 fokusområder«, fortæller Andrea Oddershede, der er specialkonsulent i SEGES.

Naturtjekket tager udgangspunkt i biodiversitetsdata og kort over bedriften for at få en grundlæggende idé om, hvad der ligger af muligheder på arealerne. Ved en grundig fysisk gennemgang vurderer parterne så, hvad der reelt kan lade sig gøre, og hvad det vil kræve af landmanden.

»For at gøre værdien af en naturindsats let forståelig sætter vi værdi eller karakter på de enkelte arealer og tiltag og deres betydning for naturen. Det gør det nemmere at forholde sig til, om man når det, som man gerne vil«, siger Andrea Oddershede.

»Der er lyst og entusiasme, og også en sund stolthed, når man for eksempel finder en sjælden art, som man med en lille indsats kan gøre noget for at hjælpe på vej«, siger hun.

Viden og ejerskab er nøglen

Også Niels Søndergaard, afdelingschef i Danmarks Jægerforbund, oplever stor velvilje hos landmændene til at gøre en indsats. Hos jægerne handler det primært om markvildtet:

»Vi har etableret 60 markvildtlaug i hele landet. Her mødes koordinatorer og samarbejder for at skabe bedre vilkår for dyr i marken og biodiversiteten. Vi gør meget ud af at mødes med landmændene og give vores indspil til, hvordan de kan sikre naturen på deres arealer.«

I Jægerforbundets markvildtindsats vil de give medlemmerne i markvildtlaugene viden, ejerskab og mulighed for dialog.

»Det er vigtigt, at der er et fællesskab om indsatsen. Det betyder dog ikke, at landmanden behøver gøre en hel masse selv. Det vigtigste er, at man har lyst til, at ens arealer kan være med til at gøre en forskel«, siger Niels Søndergaard.

Han understreger også de økonomiske fordele forbundet med at udlægge jord til naturtiltag:

»Landmanden har mulighed for at fastholde hektarstøtten til marker, som udlægges til naturtiltag. Så marker, der knapt er værd at dyrke, kan pludselig give et større bidrag ved at blive brugt til at styrke levesteder og biodiversitet. Det er på alle måder en god forretning.«

Faktaboks

L&F om naturindsats:

  • L&F har:sammen med seks andre organisationer skabt et fælles biodiversitetsudspil til gavn for natur, dyreliv og klima.
  • Seges tilbyder: landmænd rådgivning, så deres naturindsats giver størst mulig effekt.
  • L&F arbejder:for at sikre mere enkle regler på området, så det bliver nemt for landmanden at lade arealer overgå til naturen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle