Erfaren bladmand overtager Hestemagasinet

Det er en engageret bladmand og erfaren redaktør for flere danske magasiner og dagblade, som har overtaget LandbrugsMediernes hestemagasin. Han har været rundt i flere kroge af den danske bladverden senest som chefredaktør og administrerende direktør på Dagens Medicin - en ugentlig nyhedsavis til sundhedssektoren, som i foråret lavede en liste med karakterer over de danske hospitaler.

Som 31-årig blev han chef for Børsens Nyhedsmagasin, der med opkøb og fusioner blev en glimrende forretning for Børsen med en omsætning på 100 mio. kroner om året, da det gik bedst. Desuden var han tilbage i begyndelsen af nullerne fire år chefredaktør på BT.

Kristian Lund har siddet i LandbrugsMediernes bladbestyrelse i en årrække og fulgt bestræbelserne på at få hestepigerne til at købe bladet.

»HesteMagasinet er et velfungerende magasin med dygtige medarbejdere. Jeg vil løfte det endnu højere, blandt andet med et gennemarbejdet tema i hvert nummer. Det er sådan, jeg altid har arbejdet,« siger Kristian Lund. Han vil desuden satse på hestemagasinets elektroniske avis, hestemagasinet.dk, som skal bugne af nyheder fra hesteverdenen og være hestefolkets foretrukne leverandør af nyheder. Han tror på, at det hjælper trafikken ind på hestemagasinet.dk, at den nærmeste konkurrent har sat »betalingsmur« om sine nyheder, så læsningen vil koste penge for brugerne.

Hesteerfaringen har han fra sin kone og datter, som hver har en hest på Sportsrideklubben i Gentofte i København. Rideerfaring bryster han sig ikke af. Han har bogstaveligt talt siddet på en hest en enkelt gang. Det var på hans polterabend.

Sideløbende med lederjobbet på Hestemagasinet fortsætter Kristian som kommunikationsrådgiver for aktører på sundhedsområdet, som konferencearrangør - også inden for sundhedsområdet. Desuden arbejder han med planer om en egen sundhedsfaglig udgivelse om et års tid, når bindingerne til »Dagens Medicin« udløber.

Arbejdet med Hestemagasinet vil foregå fra hjemmet i Charlottenlund, ude ved hestearrangementerne og hos LandbrugsMedierne, hvor udgivelserne skal gøres klar til trykning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle