Det bliver aldrig rutine. Aldrig.
Og som altid viser det sig, at det er bonde og ikke Bondemanden, der må tage affære og gøre en ende på lidelserne, eller i hvert fald sørge for, at det der skal ske, kommer til at ske.
Sidst vi havde en død kat i familien, var det for egen hånd så at sige. Josefine-missen begik, 10 år gammel, selvmord oppe på landevejen og lå stendød i grøften en morgen. I flere måneder havde vi ikke nogen kat. Men så fik en af Josefines killinger oppe hos naboen, og vi fik den eneste hunkat i kuldet, en trefarvet, grim som bare pokker, men meget selvstændig underholdende kat, som selvfølgelig skulle være en indekat, ligesom Josefine havde været.
Miss Cooper ankom ind under jul for godt halvandet år siden. Den indtog ældstebarnets hjerte, og lur mig om ikke den indimellem snød og sov på dynen hele natten, selv om det ret beset var forbudt.
Men i aftes kom den lidt for tæt på bilen, der af Bondemanden blev kørt ind i garagen. Bang. Katten skreg, og Bondemanden hylede, at jeg skulle komme og tilse. Det var helt galt, og Lærke græd, tryglede og skældte ud på sin far, den ulykkelige bondemand som selv vurderede, at han nok var kørt over hele kattens bagparti. Har du kørt den helt over? Ja, den sprang ned foran mig, lige som jeg rullede bilen ind. Jeg kunne ikke nå at gøre noget som helst, sagde han med våde øjne. Flankeret af en stortudende datter.
Katten kom ind og blev tilset. Af bondekonen. Mig. Det var ikke godt. Halen hang, den var øm, når vi rørte den på bagkroppen, pupillerne store og sorte, vejrtrækningen overfladisk. Hmm. Skyd den, Bondemand, nu, det er synd - men han skulle ikke nyde noget som helst.
Lad os se det an til i morgen.
Jeg ringede til dyrlægen klokken 8.02. Fik arrangeret en transportkasse, var hos dyrlægen kl. 8.25.
Halen hang. Katten gik men ikke ordentligt, det var sørgeligt at se på, og med det faktum i mente, at den ikke havde rørt sig ud af flækken, siden lyset blev slukket sent i aftes - og dyrlægens vurdering: Den har en skade i ryggen, halen er helt uden følesans, det kræver en operation, halekupering m.m. måtte jeg, cirka klokken halv ni i morges, tage en dyb indånding og bede hende aflive Miss Cooper. NU.
Kl. 8.45 kørte jeg ud af butikken igen. Uden Miss Cooper. Det foregik stille og roligt - først en sprøjte til at sove på, og derefter den dybtlilla væske direkte i hjertet. Stille og roligt.
Vil du have Miss Cooper med hjem?
What? Nej, nej, nej, nej - behold du bare kadaveret!
Det bliver aldrig rutine.
Aldrig.
