EU-Kommission har stort ansvar for uklare krydskrav

Hans Chr. Schmidt opfordrer landbrugskommissær til at forklare krav til krydsoverensstemmelse

Uklare tekster og krav fra EU-Kommissionen er skyld i en stor del af forvirringen og frustrationerne over reglerne om krydsoverensstemmelse. Den manglende klarhed smitter nemlig af videre i den danske udformning af reglerne, til stor frustration for danske landmænd.

Den konklusion er fødevareminister Hans Chr. Schmidt nået til, efter minutiøst og i ni stive klokketimer af sin embedstid at have gennemgået de indtil videre 112 danske krydskrav i samarbejde med embedsmænd og repræsentanter for Dansk Landbrug.

Og derfor skriver han nu på et brev til landbrugskommissær Mariann Fischer Boel med opfordring til, at hun præciserer, hvad det reelt er, der forlanges af medlemslandene.

Hvad er meningen?

"Vi er netop nu ved at færdiggøre brevet, hvor vi gennemgår krydskravene regel for regel og påpeger: Her er EU-Kommissionens tekst, som skal implementeres. Nu må jeg bede Kommissionen forklare mig, hvordan det skal forstås?" siger Hans Chr. Schmidt.

Fødevareministeren aflagde onsdag besøg på Koldkærgård Konferencecenter, hvor Dansk Landbrugs bestyrelse har afviklet et to dage langt bestyrelsesseminar.

Ved den lejlighed gav han en status for arbejdet med regelsættet om krydsoverensstemmelse.

Det konkrete resultat af arbejdet er indtil videre et digert rapportværk, hvor de mange regler og krydskrav er kortlagt, så det klart fremgår, hvad der er danske regler, hvad der er EU-regler og hvordan sammenhængen er.

Kommissionens tekster kan de danske myndigheder ikke selv pille ved. Men den danske del arbejder Fødevareministeriet ufortrødent videre med, med en målsætning om at få gjort reglerne "enkle, anskuelige og målbare", forklarede Fødevareministeren.

Han fastholdt, at hele regelsættet trænger til en dybdegående revision, og har tillid til, at det kan ske. Blandt andet har Ministeren stor tillid til sin tyske ministerkollega Horst Seehofer, som deler Hans Chr. Schmidts kritiske syn.

Emnet står derfor højt på et kommende ministerrådsmøde i marts under det tyske formandskab.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle