Fælles agenter for 007

James Bond. Agent 007. Mon ikke et par af nytårets fester har haft dette tema? Det er i hvert fald meget nærliggende med det årstal, vi står overfor, og med den Bond-feber, der har raset hen over vinteren. Men jeg synes ikke, det skal være temaet for 2007. For Agent 007's verden er meget enkel, meget sort og hvid. Du er aldrig i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Og den ene part bekæmper og besejrer den anden. Hvis du ikke er med, er du imod. James Bond argumenter er ikke dialogens, nej, de er hårdtslående og teknisk avancerede.

Vi må alle hjælpe hinanden med at holde "007-fiktionsverdenen" væk og forholde os til virkelighedens '007 verden. Din og min verden. Der hvor der ikke er enkle løsninger. Selvom det unægtelig ofte kan fremstå sådan, når vi lytter til, hvorledes debatten i vores samfund foregår.

En tendens i debatten er grupperinger. Der er en tendens til, at mange debatter bliver mere og mere kendetegnet af holdningen "dem og os". Parallelle verdener som kører parallelle løb. Det store problem er bare, at når noget er parallelt, mødes det aldrig. Det er et problem, for meninger brydes kun, når meninger mødes. Det er her, at der lyttes og måske flyttes holdninger. Sammenhængskraften i vort samfund får svære betingelser, når paralleliteten dyrkes - og det har vi faktisk ikke råd til. For i den kompleksitet, vi omgives af, kan ingen stå alene.

Inden for vore egne cirkler kan vi nemt fastlåses i meningsparallelitetens mangel på forståelse af andre. Det stikker hovedet frem i de forskellige grupper, som specialiseringen har bragt os i. Deltid, heltid, økolog, konventionel, planter, husdyr, svin, kvæg osv. Vi skal erkende, at der kun skabes tabere, når vi bekriger hinanden. Mangfoldighedens styrke er at dyrke forskelligheden ved, at meninger brydes. Dermed ophører paralleliteten mellem grupper.

Her ved årsskiftet har vi et anderledes Danmarkskort med nye grænser og snitflader mellem kommuner, regioner og stat. Det er derfor helt nødvendigt, at meningerne brydes, så nuancerne kommer med i diskussionen. Både blandt medarbejdere, der har nyt ophæng, og blandt politikere, der får nye ansvarsområder. Det er ødelæggende, hvis fremtiden bliver sort og hvid og for eksempel opgjort i by og land .

Den politiske debat slipper heller ikke for parallelle verdener. Det gælder mellem regering og opposition og også mellem regeringen og dets støtteparti. Debatformen smitter fra Christiansborg til andre debatfora. Vi ser det i mange spørgsmål: Fødevaresikkerhed, kontrol, miljø, myndighedskontrol, dyrevelfærd, arbejdskraft fra ØstEuropa osv. Ja, listen af forudfattede, parallelle meninger er lang og tager ofte afsæt i enkeltsager. Det giver ingen konstruktiv debat. Tværtimod er det med til at fastholde grobund for holdningen om, at "Det er ikke mit ansvar, det er de andres"!

Lad os prøve, om 2007 kunne blive fyldt med færre paralleller. Både i egne rækker og i de politiske debatter. Lad os ønske hinanden et godt mangfoldigt 2007 med gensidig plads til forskelligheden. Hvor alle kender og tager ansvar og er fælles agenter for 007.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle