Færre unge-millioner retur til EU i 2016

NaturErhvervstyrelsen ramte tættere på virkeligheden i år- kan nøjes med at sende seks mio. unge-penge tilbage til EU.

NaturErhvervstyrelsen kan i år nøjes med at sende seks mio. kr. retur til EU i uforbrugte midler til nyetablerede unge landmænd.

Det står i grel modsætning til 2015, hvor styrelsen anslog behovet til ca. 130 mio kr., og efterfølgende, efter skuffende få ansøgninger, måtte sende de 100 mio. tilbage til EU.

I år har NaturErhvervstyrelsen kun afsat 38 mio kr. til ordningen. Heraf er det lykkedes at afsætte de 32 mio kr. til nyetablerede unge. Det oplyser Sarah Børner, EU-direktør i NaturErhvervstyrelsen.

»Det var en meget uheldig historie sidste år, så vi har justeret budgettet for 2016,« siger hun.

Stadig svært for de unge

NaturErhvervs opgørelse viser, at der for 2016 er indkommet alt 1.167 ansøgninger til ordningen for unge landbrugere. Det er en stigning på 179 ansøgere siden 2015.

Peter Kock, formand for LandboUngdom, mener dog ikke, man kan tillægge den lille stigning nogen betydning.

»Jeg tror ikke, det er et tegn på, at der er ved at komme gang i generationsskiftet. Tværtimod tror jeg, det er et udtryk for, at alle gransker markdet for at finde de sidste penge i den kæmpekrise, erhvervet står i.«

Støtten betyder, at unge landmænd på højst 40 år kan få tildelt ekstra støtte på ca. 580 kr. pr. hektar for op til 90 hektar i maks. fem år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle