70 Tidligere journalist ved Landbrugsmagasinet Poul Erik Jakobsen, Hastrup ved Køge, fylder 70 år lørdag 28. maj.
Det er otte år siden, Poul Erik Jakobsen afleverede sin sidste artikel til spalterne. Poul Erik Jakobsens speciale gennem alle årene var mark og planter. Få mestrede som han at forklare komplicerede problemer i et jævnt og forståeligt sprog, konkret og sobert uden ordrige krummelurer eller unødig brug af fremmedord.
Og bag linjerne sporedes skribentens baggrund i både praktisk og teoretisk landbrug ved Tårnby på Stevns, og en uddannelse som agronom på Landbohøjskolen i 1973. Vel i mål på det teoretiske felt søgte den nyuddannede agronom det job, som blev hans videre og endelige løbebane. Det inspirerende miljø ved blad- og husmandssekretariatet tæt på Axelborg levnede ikke rum til andre jobfristelser.
Karakteristisk for landbrugsmagasinets mangeårige planteavlsjournalist er desuden flid og engagement. Få kolleger har udvist en arbejdsevne, der står mål med den, som er ydet under den beskedne signatur 'PE'.