Første slæt af græs næsten i hus og derefter tager vi hvede og hestebønner

Majsen har 5-7 blade to uger efter såning. 350 hektar græs lægges om til efteråret.

"Vi fik 20 millimeter vand i weekenden, så vi holder pause med første slæt. Vi mangler cirka 150 hektar, og det er en udmærket afgrøde," siger Filip Friis fra den kroatiske kvægbedrift Krndija, hvor temperaturen allerede ligger over 30 grader.

"Fra starten blev vi lidt forsinkede, fordi der røg en gearkasse på skårlæggeren, og der blev problemer med pto'en på butterflyriven, men fem timer senere var vi kørende. Folkene er virkelig dygtige til at reparere," siger han og tilføjer, at cirka 400 hektar blev skårlagt med en 2,5 meter skårlægger.

Efter tre-fire timer udspredt og samlet igen er afgrøden klar til finsnitteren.

Varmen og væden har været guf for majsen på cirka 220 hektar. Allerede 14 dage efter såning står planterne med fem-syv blade. Der er sået cirka 65.000 planter pr. hektar for at undgå for hård konkurrence om vand senere på sæsonen.

Næste slætopgave handler om helsæd af hvede/vinterhestebønner, der er sået i efteråret på cirka 80 hektar. Afgrøden er nu 50-60 centimeter og skal høstes, når hestebønnerne blomstrer.

"Det er både et godt foder, der holder 3 kg pr. FE samtidig med, at vi får noget kvælstof ind i systemet. Desuden kan vi så sudangræs efter høst og dermed høste endnu en afgrøde i år," siger Filip Friis, der har planer om 350 hektar med hvede/hestebønner næste år.

"Man kan ikke sige, at udfordringerne hernede er større eller mindre - men de er bestemt anderledes," tilføjer den danske driftsleder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle