Fantastisk følelse af at være 20 år tilbage i tiden

Klaus Jørgensens bomstærke Fendt Favorit 824 blev sendt på pension for tre år siden, men han nænner ikke at skille sig af med det tyske kraftværk, der var toppen at traktorpoppen først i nullerne.

Nein Danke. Der Traktor ist nicht zum Verkauf. Den besked fik en tysk samler for nylig, da han kontaktede Klaus Jørgensen og ville købe hans Fendt Favorit 824 fra 2002.

»Tyskeren var blot den seneste af mange, der gerne vil have fingre i 824’eren. Den er i høj kurs, men jeg vil ikke af med den«, siger Klaus Jørgensen.

Det er ellers ikke, fordi han har voldsomt megen brug for den grønne tysker. Faktisk gik den på pension for nogle år siden. Nej, Klaus Jørgensens modvilje mod et salg handler om følelser.

»Jeg har haft den i 17 år, er virkelig glad for den og kan ikke nænne at skille mig af med den«, lyder det fra den sydvestjyske landmand, der driver Boldinggaard Høns ved Glejbjerg.

Herfra har han 30 km til Esbjerg, hvor han hentede Fendt’en på havnen i 2004 efter at have fundet den på den norske maskinhandler, Arvid Gimres hjemmeside. Traktoren havde kørt med jordvogn ved det engelske vejvæsen og blev efter en ’god handel med nordmanden udskibet fra England til Esbjerg.

Fra havnen kørte Klaus Jørgensen Fendten direkte til en dansk traktorkontrol i nærheden og fik den godkendt. Derpå betalte han Arvid Gimre restbeløbet ud over det depositum, han havde givet ham i første omgang, kørte hjem til bedriften og tog traktoren i brug.

»Den havde kørt 2.900 timer i England og var i meget fin stand uden tegn på nogen form for mislighold«, husker Klaus Jørgensen.

På Boldinggaard kørte Fendten cirka 270 timer om året, inden han i vinteren 2018 – hvor timetælleren viste 6.700 – besluttede sig for at sætte den i stand og få traktoren til at fremstå som ny. Klaus Jørgensen stod selv for al afmontering og montering og fik 824’eren malet hos en dygtig autolakerer i Esbjerg.

Sammenlagt løb renoveringen op i 75.000 kr. uden egen løn. Alt blev monteret med aluminiumsbolte og Tectyl, hvor det var nødvendigt. Desuden skiftede Klaus Jørgensen pakdåser i baghjulene. Andet var der ikke behov for.

»Motoren var ikke slidt, så der var ikke behov for reparation«, fortæller Klaus Jørgensen.

Han har aldrig været ude for uheld eller havari med 824’eren:

»Ikke en koblings- eller bremsedel er blevet slidt op, og alt, hvad jeg har haft brug for undervejs af stumper og reservedele, har jeg kunnet finde på nettet«.

Siden renoveringen og pensioneringen af traktoren for knap tre år siden har han kun brugt den 30 timer årligt – få gange til at trække såmaskinen, men primært til at køre korn fra i høsten. Derudover har han bare glædet sig over at være ejer af en traktor, der af det britiske maskintidsskrift, Profi Magazine, er blevet kaldt ’traktorernes Mercedes’. Det kan Klaus Jørgensen sagtens sætte sig ind i.

»Den yder 248 heste i PTO og er nok en af de stærkeste modeller, der er bygget i Fendts historie i nyere tid. Man skal stadig bruge kobling, når man skifter gear, men den er født med turbokobling, som er fantastisk at køre med«, siger Klaus Jørgensen.

Han kan ikke nævne nogle svagheder ved det grønne kraftværk, der efter hans mening for ham at se kan det hele og lidt til.

»For mig er det bedste ved at køre i denne model, at man kommer cirka 20 år tilbage i tiden. Det giver en fantastisk fornemmelse i kroppen. Som en gammel knægt på 50 år, der er skolet på en Volvo 350 Boxer, er det fedt at få minder om dengang«, fastslår han.

Dengang i hans yngre dage var Fendt Favorit 824 topmodel i en serie, der også bestod af 816 med 165 heste, 818 med 190 heste og 822 med 210 heste. Modellerne markerede ved deres introduktion først i halvfemserne hi-tech’ens indtog i traktorverdenen; bl.a. ved at være udstyret med navigation og et diagnosesystem, der overvågede Fendternes funktioner og lagrede fejlmeldinger.

»Og så har 824’eren fire splitgear uden kobling og en fantastisk elektronisk lift, der virker uden slinger i valsen«, påpåeger Klaus Jørgensen.

Liften kan i øvrigt løfte 9.180 kg, en vægt der med datidens målestok var uovertruffen, da den tilladte totalvægt er 14 ton pr. aksel. 800-serien var i øvrigt udstyret med en ny og bredere kabine i forhold til forgængerne. Den ekstra bredde åbnede for at få traktoren med dobbeltkommando, hvor hele førerplatformen kan drejes 180 grader, så traktoren kunne bruges med reversmonterede redskaber. Den funktion har Klaus Jørgensens 824’er ikke, og trods et ret lavt støjniveau på 72 dB i kabinen kan han godt mærke dens alder trykke med hensyn til komfort.

»Når det for eksempel handler om affjedring på landevejen, kommer den til kort over for nye traktorer. I forhold til dem er den en jernhest«, fastslår Klaus Jørgensen.

Alting får en ende, og han er ikke blind for, at Fendt Favorit 824’eren kan komme til at forlade Boldinggaard.

»Den dag, den ikke skal være her længere, håber jeg, at den kan blive solgt til en samler i Europa«, understreger han.

Faktaboks

Fendt Favorit 824:

  • Timer: 6.800. 
  • Motor: MAN 6,9 liter sekscylindret, vandkølet dieselmotor med turbo.
  • 248 hk i PTO ved 2.300 omdrejninger pr. min.
  • Tankkapacitet: 370 liter.
  • Hydraulik: 101,8 liter.
  • Baglift: 9.181 kg.
  • Vægt: 7.891 kg.
  • Transmission: 44 gear (fremadgående og bak) med Variofill-turbokobling.
  • Firehjulstræk.

Min traktorhistorie:

  • 1993: Fendt introducerer Favorit 824.
  • 2002: Klaus Jørgensens eksemplar forlader fabrikken i Marktoberdorf i Tyskland.
  • 2002-2004: Traktoren kører med jordvogn ved det engelske vejvæsen.
  • 2004: Klaus Jørgensen finder traktoren på nettet og får den hjem til Boldinggaard.
  • 2004-2018: Favorit 824 indgår i driften på gården. 
  • Vinteren 2018: Totalrenovering og pensionistlivet indledes. 
  • 2019 og frem: Traktoren kører cirka 30 timer årligt.

Stoppet af sne:

 

Kan en smule sne stoppe en traktor? Ja, i hvert fald hvis der er tale om Klaus Jørgensens Fendt Favorit 824. En hvid vinter i begyndelsen af 2021 betød nemlig, at den knap 20 år gamle kæmpe strandede hos TBS Maskinpower i Starup i et par måneder efter at have været til udstilling.»På grund af det glatte føre var der blevet strøet salt på vejene, og så nænnede jeg ikke at køre den hjem«, fortæller Klaus Jørgensen.Derfor fik traktoren, der fremstår som ny efter en totalrenovering, lov til at være blikfang hos TBS, indtil vejret artede sig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle