Farvel til "ko-skriver"

Journalist Marianne Hofstätter, Dansk Landbrugs Medier, siger farvel til sin arbejdsplads gennem 12 år. Sidste officielle arbejdsdag var i går, torsdag.

Marianne Hofstätter har gennem samtlige år på bladet været en del af det faglige team på Landbrugets Rådgivningscenter i Skejby. Og en i højeste grad værdsat del af team'et. For tre år siden skiftede hun stofområde til kvæg efter at have været svinefaglig medarbejder siden ansættelsen i 1995. Seriøsitet og grundighed ned til mindste detalje er to af Marianne Hofstätters karakteristika. Arbejdsomhed en tredje. De utallige artikler fra Hofstätters tastatur lever op til højeste standard i bladhusets to faglige magasiner, Svin og Kvæg, som har været de primære specialer. Og næppe nogen vil kunne fornemme, at den nu meget forhenværende nordjyde, født i Hirtshals og opvokset i Aalborg, ikke havde haft spor med landbrug at gøre, da hun gjorde sin entre på det daværende Landsbladet.

Marianne Hofstätter blev uddannet på Ringkøbing Amts Dagblad i slutningen af 60'erne. Derefter fulgte ansættelser ved Horsens Folkeblad i Odder og Aarhuus Stiftstidende.

Hvad skal så det tredje livsafsnit bruges til? Rejse kloden tynd sammen med gemalen Anders, også journalist, har hun jo gjort forlængst. Blandt kollegerne gættes på, at hof ikke kan holde sig fra journalistikken trods den formelle afsked med den. Men først forestår nogle "slapperdage" i den stråtækte idyl i Hundslund syd for Odder.

På det kvægfaglige område efterfølges Marianne Hofstätter af journalist Rene Dandanell, medarbejder i bladhuset siden 1998.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle