Fast pris på el gav kæmpe milliontab

Storgartneriet PKM har brændt fingrene på at låse prisen på elektricitet.

Når der kommer en sælger, der lokker med store faste prisaftaler baseret på lave priser, så vær varsom.

Sådan er erfaringen hos det store blomstergartneri PKM, Odense, for hvem 2012 blev et dystert år. Det år indgik virksomheden en fastprisaftale på en stor mængde el, og i årene herefter har virksomheden haft et samlet underskud på 24 mio. kr.

Elprisaftalen har skylden for underskuddet, siger Jack Møller, adm. direktør hos PKM.

»Den har kostet et større tocifret millionbeløb«, siger han, uden at ville sætte præcist beløb på.

»Den har virkelig gjort ondt på virksomheden«, slår han fast.

Nogle landbrug låser

Flere gartnerier blev lokket med på fastprisaftaler, dog sjældent for så store mængder som PKM. I starten af årtiet var der en udbredt tro på stigende elpriser. Energistyrelsen forventede i prognoser, at højere elpriser skulle finansiere vindmølleparker. Forudsigelserne holdt ikke - og PSO-afgiften, som dækker hullet i vindmølleparkernes finansiering, endte i otte mia. kr.

»Som man så markedet i 2012, så var der stigende priser. Det, man ikke kunne forudse, var, at prisen faldt«, påpeger Søren Warberg, energirådgiver hos Centrovice.

Meget kan spille ind på elpriserne fremadrettet, eksempelvis vinden, men også vandbalancen i de norske og svenske søer, der driver vandværkerne. Decentral lagring af energi og intelligent elnet er en ukendt faktor i fremtiden.

»En faktor er storpolitik, eksempelvis hvem Angela Merkel danner regering med«, siger Søren Warberg og henviser til, at en grøn regering i Tyskland kunne ende med ændret elproduktion.

Han påpeger, at det kan læses på elregningen i Danmark i foråret, når de franske atomkraftværker lukkes ned for istandsættelse i foråret.

Hold fingrene væk

Generelt fraråder Søren Warberg, at landbrug låser elprisen.

»Så kan det godt være, at elprisen stiger på et tidspunkt, men de får også glæde af alle de billige timer«, påpeger han.

Der kan være undtagelser. Hvis man har et stort forbrug på tidspunkter af døgnet, hvor elprisen kan skyde i vejret, så kan det være en ide, påpeger han. Hvis man som gartneri bruger mest strøm i de billige nattetimer, så er det måske omvendt en dårlig ide at lukke prisen fast.

»Landbrug har et ens forbrug året rundt, så der anbefaler jeg at køre spotpriser«, siger han.

Søren Warberg har kendskab til landmænd, der sidste sommer låste elprisen tre år på 20 øre pr. kWh. I dag er prisen i niveauet omkring 25 øre for tilsvarende aftale.

»Vi er nok nede i et niveau nu, hvor prisen nok ikke kan komme meget lavere i forhold, hvad det koster at lave el på baggrund af kul«, siger Søren Warberg.

Fremover handler PKM el på spotmarkedet.

»Vi har sat os meget ind i det på grund af de store tab, og de eksperter, vi har talt med, anbefaler ikke at lave fastprisaftaler«, siger Jack Møller, som tilføjer, at også lavere PSO-afgifter sænker omkostningen til el i fremtiden.

Pæne profitter i udsigt

Den næste årrække vil byde på pæn profit, forudser PKM-direktøren.

»Da jeg startede i 2015, gik vi i gang med en turnaround, hvor vi gik hele værdikæden igennem. Vi har både kigget på indkøb og automatisering. Vi har brugt et tocifret millionbeløb på automatiske pakkeanlæg og skåret omkostninger til«, siger Jack Møller.

To robotter, der pakker planterner, er installeret, og de seneste år har virksomheden skåret cirka 25 stillinger væk ud af 200 ansatte, mens de har opretholdt en produktion på 20 mio. planter årligt.

Det seneste år har PKM for et tocifret millionbeløb købt patenterne på to plantesorter, Gentiana og Adenium. Det vil føre til, at produktionen skal stige med tre til fire mio. planter årligt.

»Vi kommer de næste år til at ansætte 10-15 personer«, vurderer Jack Møller.

Faktaboks

PKM’s delte ejerskab

  • Kristian Madsen har en pct. bestemmende ejerandel i hovedselskabet, Poul Madsen 99 pct.
  • Chefgruppen ejer 25 pct. af produktionsselskabet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle