»En kone kan bære mere ud i sit forklæde, end en mand kan køre hjem i en vogn«. Dette gamle mundhæld randt mig i hu, da jeg med nogen undren så tv’s aftenshow, hvori diverse kendte kokke stod opstillet på Rådhuspladsen for at lære befolkningen at lave restemad. Det skulle være et prisværdigt forsøg på at mindske madspildet.
Så kom minderne strømmende om alle de gode råd og fif, jeg har suget til mig omkring det »at holde hus« i årenes løb.
Vi, som var børn under anden verdenskrig, lærte at spise op, uanset om vi kunne lide dagens ret eller ej. Min mor var ud af en søskendeflok på 12, og hun var nøjsom som få. Fattige var vi ikke, men syv børn på en lærerløn krævede mådehold, især når der skulle være råd til bøger og andet kulturelt. Vi børn kom skam med i Aarhus Theater flere gange.
Men den daglige kost var tarvelig efter nutidens målestok, og sådan var det i de fleste hjem. Dog mindes jeg skuffelsen over en søndagsmiddag, som bestod af kartofler, sauce og brunede løg. Farmor var død det år og havde efterladt sig en mindre arv, som min far brugte til at udgive en lokalhistorisk bog, men trykningen slugte mere end arven, så der var smalhals det år.
Jeg kom til at tjene hos landmandskoner, som var gode til at strække sæsonerne ved at sylte i glas og fryse ned i fællesfryseriet, som kom efter krigen. Den gang var der meget på spil. Forråddet skulle række vinteren over. »En pige ska’ ku’ lugte og smage«, sagde min første madmor, der skulle jo ikke fordærvet mad på bordet. Der gik rygter på egnen om fester, som var blevet ødelagt, fordi suppen var blevet sur i nattens løb.
Et sogneråd var på restaurant, inviteret af et asfaltfirma. Tjeneren satte sennep på bordet, hvortil en af rødderne bemærkede:”Nå, ska’ vi ha’ sennep? Det fo’ vi osse hjem ve’ Marie, når dæ’ æ’ nøj’, dæ’ hår fåt en tanke”.
Men rester? Det var ikke noget problem, det gav appetit at gå efter et spand heste dagen lang, og det var store portioner, som blev sat til livs. En spand kartofler var dagens ration til en familie + medhjælpere på en gård. Der var to retter kl. 12, og resten af kartoflerne blev braset eller stuvet for at drøje på smørrebrødet til aftens.
Siden gik de hårde hvidevarer deres sejrsgang, men før dem klarede man sig med hyppige indkøb. Mælkemand, slagter, fiskemand og bager kørte fra hus til hus. En dyb og kold kælder blev værdsat, der stod mælken i store lerfade og satte fløde op, og man havde flueskab med trådnet til kødet. Havde man ingen kælder, kunne man hejse flueskabet op i en høj trækrone, hvor der var køligt og luftigt.
Jeg nåede lige at opleve saltkarret. En dag skulle jeg fiske et stykke flæsk op af lagen og fik en kriblende fornemmelse i fingrene. En spyflue havde været på besøg, og flæsket var levende. Det blev så pandekager den dag.
