Finansdirektør: Indtægter er faldet

I Finans Danmark, der er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark, har man også haft lejlighed til at studere analysen ’den finansielle sektors indtægter fra landbruget’. Men viceadministrerende direktør Ane Arnth Jensen er ikke udelt begejstret for rapportens hovedkonklusion nemlig, at sektoren har scoret omkring 72 mia. kr. på landmændene.

»En stor del er sendt videre i form af renter til obligationsejerene, der har finansieret lånene, så jeg synes, analysen blander tallene sammen«, siger Ane Arnth Jensen.

Fald i indtægter

I Seges’ analyse fremgår det også, at landmændenes udgifter til renter og bidrag er faldet i løbet af de sidste ti år. I 2007 var der tale om en udgift på 11,6 mia. kr. og i 2016 7,4 mia. kr.

»Det hører med til billedet, at finanssektorens indtægter er faldet med en tredjedel i løbet af de sidste 10 år. Det skyldes blandt andet et massivt rentefald, der er kommet kunderne til gode«.

»Men jeg vil gerne medgive, at omkostningerne til at skaffe kapital er blevet større. Det er simpelt hen blevet dyrere at få et lån, fordi der bliver stillet større krav til bankerne og realkreditinstitutter om større egenkapital«.

Gennemskueligt

Den sidste anke i Seges-analysen er, at der mangler gennemsigtighed i branchen. Den kritik giver Ane Arnth Jensen ikke så meget for:

»Vi har en af verdens bedste og billigste modeller for bolig- og ejendomsfinansiering i Danmark. Typisk kan du ingen andre steder få oplyst renter og bidragssatser på samme måde som i Danmark«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle