Fire bejlere har fælles politik - personen afgørende

3. oktober skal familielandbrugets nye formand findes blandt de fire kandidater. På årsmødet uddeles for første gang »Årets Initiativpris«.

Valgkampagnen i familielandbruget er slut efter en valgturné, der har ført de fire formandskandidater rundt i hele landet til velbesøgte valgmøder.

Om mindre end en uge, torsdag 3. oktober, er det afgørelsens time ved Familielandbrugets årsmøde 2013 på Vingsted Hotel & Kongrescenter.

Her skal 136 stemmeberettigede beslutte, hvem der skal afløse Ib W. Jensen i formandsstolen og dermed på viceformandsposten i Landbrug & Fødevarer.

Også næstformandsposten og holdet til Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse skal vælges.

Enige om det grundlæggende

De fire formandskandidater har under valgkampen selv erklæret, at de ikke ser de store, grundlæggende politiske forskelle. De har alle fokus på manglende synlighed, medlemsfrafald, støvet image. Og de vil kæmpe mod bureaukrati, afgifter, kontrol og for selveje og værdier.

De vil også styrke samarbejdet til alle sider men ønsker ikke at fusionere med andre, heller ikke til fællesforeninger.

Personen afgørende

Dermed ventes valget at handle om, hvilken person der appellerer bredest til de 136 stemmer: Er det veteranen Sven-Aage Steenholdt (61), den slagfærdige Henrik Bertelsen (46), den kvindelige kandidat Lone Andersen (49) eller akademikeren Michael Svane (56)? Om en uge er vi klogere.

 

Prisvinder hædres

Årsmødet indledes traditionen tro med beretninger fra formand Ib W. Jensen og fra Familieudvalgets formand, Inger Skamriis Andreasen.

Og efter de mange spændende kampvalg, til allersidst, vil forsamlingen hædre vinderen af den nye »Årets Initiativpris«, der afløser prisen til »Årets Familielandbrug«.

Med den nye pris ønsker familielandbruget at sætte fokus på landbrug, der arbejder fremtidsorienteret.

Initiativprisen gives til én, der har tænkt innovativt i »Godt landmandskab« i tråd med tiden.

Vinderen er fundet i Region Midt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle