Fire gode midler mod glimmerbøsser

Ingen dokumenteret forskel i effekten.

Med de stigende temperaturer truer glimmerbøsser i vinterrapsen, og samtidig stiger konkurrencen mellem de fire sprøjtemidler, der er godkendt til bekæmpelsen, nemlig Avaunt, Biscaya OD 240, Mavrik 2F og Plenum 50 WG.

»Da der typisk bruges en-to sprøjtninger mod glimmerbøsser, ønsker alle firmaerne, at deres middel skal bruges ved første sprøjtning, men der kan ikke findes dokumentation for, at det ene middel er bedre end det andet,« siger landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, VFL Planteproduktion.

De frie midler har forskellige virkemekanismer, og de må hver især kun bruges en gang i sæsonen. Dog må doseringen af Mavrik deles i to sprøjtninger.

Ved høje temperaturer kan forventes cirka fem dags virkningstid, mens effekten er længere ved køligt vejr og lave angreb.

Små forskelle

På andre måder er der små forskelle mellem midlerne. Eksempelvis har Avaunt bimærke, som betyder, at midlet ikke må bruges i biernes flyvetid, mens de øvrige midler må bruges døgnet rundt.

Desuden har Mavrik og Biscaya sideeffekt på bladribbesnudebiller, men det gælder ikke for Avaunt, og det er uvist, om Plenum har effekt på snudebiller.

I nogle tilfælde vil mange overveje at bekæmpe ukrudt og evt. give mangan, bor eller andre midler i samme sprøjtning, men i så fald er det klogt at undersøge firmaernes garantier, hvad angår blanding.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle