Firehjulstræk og tysk kvalitet er afgørende

Min bil: Horsch-importøren, Stroco Agros udfarende sælger samt produkt- og marketingsmand, Arne Gejl, kommer vidt omkring i sin VW Amarok V6.

Jow, jeg står altså lige oppe i Nordjylland og er ved at sætte en såmaskine i gang hos en kunde, og bagefter skal jeg ud til en anden kunde i nærheden for at høre, hvordan det går med den selvkørende Horsch-sprøjte, de har købt. Men vi kan da bare mødes der«.

Arne Gejl er ikke altid helt nem at få fat på. Som produktmand, sælger og marketingsmand - og dertil passioneret dronefotograf - kommer han rundt i det ganske danske land, ikke bare, når nysolgte maskiner skal sættes i gang hos kunden, men også blot på høflighedsvisitter hos kunderne, så de mærker importørens interesse - og fordi han netop selv holder af kontakten til kunderne.

Plads til grej

Det er et arbejde, der kræver et vist transportmiddel - en VW Amarok V6 TDI, som nu har været Arne Gejls faste makker i et års tid, og før den havde han også en anden Amarok. Han tilbagelægger typisk 50.000 km om året.

»Hvad jeg synes om ved den? Jo, det tæller faktisk lidt for mig, at det er et tysk kvalitetsmærke. Det passer godt sammen med Horsch, når man sådan kommer rundt. Og så glæder jeg mig over, at jeg har plads til alt mit grej og mit værktøj«, siger Arne Gejl.

Og hans personlige oppakning er ret omfattende: Ud over værktøjet og en spade, så han i marken kan konstatere, hvad der sker i jorden bag maskinerne i marken, er der en betragtelig mængde fotoudstyr og en drone, som Facebook-kiggere nyder stor glæde af - og Arne Gejl får afløb for sin hobby.

Ud, hvor det sker

»Og så har jeg altid en taske med skiftetøj og en tandbørste. Hvis jeg nu ikke når hjem til mig selv om aftenen«, siger Arne Gejl, der naturligt nok glæder sig over VW’ens fine langtursegenskaber.

»Den er rigtig behagelig at køre langt i. Den støjer ikke, og sæderne er gode. Men det, der virkelig tæller for mig er, at jeg kan tage den med helt ud i marken, derud, hvor det sker. Det nytter jo ikke at komme anstigende i personbil og laksko«, siger Arne Gejl.

En stor del af hans arbejde består jo netop af igangsætning af nye maskiner ude hos kunderne. Og af og til kommer både bilens V6-muskler, firehjulstrækket og den høje frihøjde til deres ret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle