Fleckvieh-kryds yder næsten samme mælk

Mængden af mælk er næsten den samme, men krydsninger med Fleckvieh scorer højere på andre områder end rene Holstein, viser hollandsk undersøgelse.

Krydsninger mellem Fleckvieh og Holstein producerer næsten lige så megen mælk som renracede Holstein-køer, men de skal have færre insemineringer for at blive drægtige og lavere i celletal.

Det viser en hollandsk undersøgelse, som har varet syv år, og hvor forholdene er undersøgt på otte forskellige gårde.

Det er landbrugsuniversitetet i Wageningen, der har lavet undersøgelsen, som var bestilt af Fleckvieh-foreningen i Østrig.

I Danmark er der kun meget få besætninger med krydsninger mellem de to racer. Fleckvieh er en østrigsk race, der i hjemlandet bruges til en bland-produktion af malke- og kødkvæg.

Større kalve og højere slagteværdi

En af forskellene viste sig at være, at krydsningerne i gennemsnit kælver med lidt større kalve end de rene Holstein-køer. De giver en smule flere kælvningsproblemer i første omgang. Men krydsningerne kælvede lettere end de renracede Holstein-køer.

Til gengæld er dyrene langt mere værd end de renracede Holstein-køer, når de skal slagtes.

I undersøgelsen var forskellen 300 euro pr. dyr. Tyrekalvene opnåede i gennemsnit en merpris på 25 euro.

I Danmark er det erfaringen, at tyrekalvene opnår en betydeligt højere værdi ved salg end renracede Holstein-køer

Lavere celletal

I de otte besætninger lå det gennemsnitlige celletal betydeligt lavere end hos de renracede Holstein-køer.

Men begge grupper lå lavt: 79.000 hos krydsningerne, 106.000 hos de renracede.

Fleckvieh-krydsningerne kunne nøjes med 1,55 insemineringer i gennemsnit mod de renracedes 2,05 insemineringer.

Flere solgt til levebrug

At hollandske landmænd er interesserede i krydsningerne, kan man se på regnskabet over afgang.

Der er nemlig solgt betydeligt flere krydsninger til levebrug end renracede Holstein, og de har opnået en bedre pris.

I undersøgelsen er der ikke samlet oplysninger om klovsundhed og stofskifte-sygdomme. Kalvene efter krydsningerne er heller ikke taget med i undersøgelsen.

Med slutrapporten er den hollandske Fleckvieh-undersøgelse slut.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle