Fleksibel såmaskine med stor kapacitet

Kuhn Maxima 2 RXL kan så under alle forhold og er som liftbåren maskine nem og sikker at komme omkring med.

Danmarks indtil videre eneste Kuhn Maxima 2 RXL sidder i liften på trækdyret Fendt 718 hos Varde Maskinstation.

Men liftplaceringen går ikke på kompromis med kapaciteten, for i frontliften sidder en Kuhn Venta TF 1500 med plads til 1.500 liter gødning, og ekstra gødning tages med på en vogn. Foretrækker du flydende gødning, kommer Kuhn senere i år med en fronttank til det med tilsvarende kapacitet.

Når Varde Maskinstations valg faldt på en liftbåret maskine i almindelighed og Kuhns Maxima-serie i særdeleshed som afløser for to otterækkede maskiner af andet fabrikat, skyldes det tre forhold.

Kan så i alt

For det første er Maxima 2 RXL nem og enkel at justere og overvåge og kræver minimalt dagligt eftersyn og vedligehold.

Maskinen blev sidste år brugt til såning af forsøg, hvor 24 sorter blev sået i blanding uden problemer, spring i rækkerne eller dobbeltfrø.

For det andet er den baseret på Kuhns velafprøvede Maxima-såsektioner med forskudte skiveskær til gødningsplaceringen og mulighed for at lægge op til 180 kg tryk på hver såsektion. Det gør det muligt at så i både pløjede og pløjefri såbed, i princippet også direkte, og såningen bliver også mindre vejrfølsom.

»De kan køre i alt, også de yderste træk langs hegnene, hvor der kan være meget kvik. De laver en smal rille, som er nemmere at lukke og ikke kræver så megen trækkraft. De kan så færdigt, hvis der kommer en voldsom byge, fordi skærene holder sig selv rene,« forklarer maskinfører Karsten Harck, der er fast mand på Kuhn’en.

De forskudte gødningsskær har desuden den fordel, at de i princippet kan slides helt op uden at miste effekten.

Sikker og manøvredygtig

For det tredje betyder liftmonteringen og det teleskopiske indtræk af ydersektionerne på hovdrammen, at maskinen i indklappet tilstand kun fylder tre meter i bredden.

Det gør den trafiksikker og nem at komme ind og ud af markerne med. Desuden gør liftmonteringen det både nemmere og hurtigere at manøvrere uden om forhindringer på marken og komme omkring bøvlede markhjørner, hvor de bugserede maskiner har en tendens til at kræve god plads til manøvreringen.

Karsten Harcks erfaring med såning af 960 hektar i 2012 er, at den effektive kapacitet (inkl. transport og opfyldning) ligger på ca. fem hektar i timen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle