Foderstoffer splittede omkring finansiering

»Det er bankernes opgave. Men....«, lyder det fra grovvareselskaberne. For flere af dem har trods manglende lyst alligevel finansieret foder for gode kunder eller unge nystartede.

Mens slagterierne beredvilligt stiller op til at finansiere både svin og kalve, er grovvareselskaberne anderledes vægelsindede.

»Vi har et par enkelte, mest unge og for en kort periode. Det er et spørgsmål om at hjælpe noget i gang, men vi kan ikke finansiere hele vores kundekreds,« fortæller direktør i Vestjyllands Andel Carsten Lauridsen.

Han tager 8 procent i rente hos de kunder, han finansierer, og kræver budget for drift og likviditet før godkendelse.

Også Mollerup Mølle er åben for finansiering. Her er renten på 7 procent mod transport i dyrene efter slagtning.

»Da vi havde flest, havde vi nok ti, men nu har en tre-fire stykker. Vores erfaringer er sådan set gode nok, men vores primære opgave er at sælge foder. Vi planlægger ikke at udvide, for det må være en opgave enten for banken eller slagteriet,« mener direktør i Mollerup Kresten Pedersen.

Store ambaer: Helst ikke

Begge de unge landmænd Daniel Tølle og Dennis Nielsen har foderfinansiering via Hedegaard. Men hos grovvareselskabet, der er ejet af Danish Agro, afviser man, at det er en udbredt model.

”For både Danish Agro og Hedegaard gælder det, at vi ikke har foderfinansiering som en del af vores ydelser. Der er dog enkelte tilfælde, nemlig cirka en håndfuld kunder ud af vores mange tusinde, der har fået forlænget kreditgivning mod yderligere sikkerhed. Men det er virkelig få, for det er ikke noget, vi gør forretning inden for,” siger kommunikationsdirektør Søren Møgelvang.

Han forventer ikke, at Danish Agro og Hedegaard vil øge tilbuddene på området.

Heller ikke hos DLG arbejdes der på at tilbyde lange kreditter eller decideret finansiering, oplyser kommunikationschef Jes Randrup.

Brdr. Ewers overvejer

Anderledes er det hos Brdr. Ewers, der for tiden overvejer mulighederne.

”Det er ikke noget, vi gør i. Men vi arbejder konkret med nogle sager pt. Hvordan det i givet fald vil blive strikket sammen, kan jeg ikke sige endnu,” siger Claus Ewers.

”Med den lille finansiering, som landbruget har pt, ville det være mærkeligt, hvis vi ikke så på mulighederne. Men der er rigtig mange forhold, der skal være opfyldt, før vi vil kigge på det. Vi skal kunne overskue vores risiko, og kemien skal passe. Det er ikke noget, man laver på en formiddag,” siger han og tilføjer, at virksomheden på ingen måde vil til at drive bank.

Hvor mange Brdr. Ewers i dag laver finansieringsløsninger for, ønsker Claus Ewers ikke at oplyse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle