Fokus på rettidig hudpleje hos dyr på stald

Af Aase Holmgaard, Syddansk Økologi

Denne vinter har indtil videre været usædvanlig mild, men fugtig, og det betyder, at der stilles endnu større krav til hår og hudpleje hos vores dyr.

Når man kommer rundt i staldene, ses der stadig mange dyr, både kvier og køer, med for lang pels. Det ses tydeligst hos dyr med områder med et hvidt hårlag.

Lang pels hos dyr på stald er lig med fugtig pels. Den fugtige pels er tydeligst på dyrets ryg og nakke. Et fugtigt hårlag betyder dårligt velvære, og samtidig giver det risiko for lungebetændelse hos dyr, der går i træk, eller hvis temperaturen pludselig falder markant. Dyr med fugtigt hårlag øger også foderoptagelsen for at holde kropstemperaturen.

Dyrene skal klippes ved indbinding, og nåede du det ikke før jul, skal det gøres NU. Det er aldrig for sent. For de dyr, der er blevet klippet én gang, kan en ekstra gang hårklipning være godt givet ud - og her tænkes specielt på dyr med lys pels.

Husk alle dyregrupper

Husk at klippe både køerne og kalvene. Nogle har gode rutiner med, at opgaven følger med, når dyrene flyttes fra en gruppe til en anden, for eksempel når kalvene går fra fælleshytter til større flokke inde i stalden, og når koen flyttes til eller fra goldkoafdelingen, og hun inden for kort tid skal til at omsætte ekstra meget foder. For dem bliver varmeproduktionen øget gevaldig, og her skal hun kunne komme af med varmen, uden at håret bliver fugtigt.

 

Hav fokus på lus, skab og ringorm

Sidegevinsten ved en frisørtid er, at der også kommer ekstra fokus på lus, skab og ringorme-angreb. Vi skal være opmærksomme på, at lus og skab overføres via inventar. Derfor kan vores kobørster godt være skyld i større spredning mellem dyrene. Modsat er det en gevinst for dyrene, at de kan blive ’gnubbet’ igennem, så løsningen på disse problemer er ikke at minimere køernes muligheder for hudpleje.

Vær obs på, at bl.a. ringormene har optimale betingelser i perioder, hvor der som nu er stigende luftfugtighed og mindre lys.

Opdages det, at dyrene er angrebet, så igangsæt et behandlingsforløb i samarbejde med din dyrlæge, så dyrenes velbefindende og produktionsevne opretholdes.

Den gode hudpleje inkluderer:

Hold dyrene rene og korthåret hele vinteren igennem.

Opdages lus, skab eller angreb af ringorme, så tag affære, og afklar omfanget af behandlingen med dyrlægen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle