Formand med brede skuldre

Resultatorienteret, lynhurtig i opfattelsen og ikke bange for at sige sin mening. Sådan er nogle af de beskrivelser der hæftes på formand for Dansk Kvæg, Peder Philipp.

Problemløser. Hård i forhandlinger, men blød over for mennesker. Ekstremt resultatorienteret og med brede skuldre, der kan bære kritik.

Men også en mand der skærer igennem, hvis kolleger eller modstandere ikke har gjort hjemmearbejdet ordentligt.

"Han er valgt til at varetage kvægbrugets interesser, og det gør han dygtigt og ihærdigt. Men han mister ikke blikket for helheden," lyder karakteristikken af Peder Philipp fra en af Dansk Landbrugs topfolk.

"Jeg synes ellers jeg selv er rimelig hurtigt opfattende, men i forhold til Peder kommer jeg til kort," lyder det fra en anden.

"Han tænker hurtigt, klart og strategisk. Hans eneste svaghed er måske, at han ikke altid får sagt tingene tilstrækkelig klart," siger en tredje.

Fredsommelig fighter

At Peder Philipp er klar til at tage et slagsmål, hvis han mener det er værd at tage, er alle enige om. Han demonstrerede det blandt andet, da han entrede en boksering på Landsskuet til en showkamp mod Brian Nielsen.

Er nogen stadig i tvivl, har de ikke oplevet Dansk Kvægs formand på det indledende møde om vaccination mod bluetongue i Agerskov for et år siden.

"Peder har en kritisk tilgang til tingene, og hans første reaktion på forandringer er, at det skal vi ikke have. Men han sætter sig ind i stoffet, og så arbejder han uhyre konstruktivt," lyder et skudsmål.

At Peder Philipp er blevet rundere med årene, er de fleste enige om.

"Man han har ikke helt lagt det firkantede på hylden. På den anden side ved han også, når han er gået lidt ud over kanten," siger en.

Medansvar

Dansk Kvæg kunne have valgt at sætte sig på sidelinjen, da bluetongue kom til Danmark, og overlade besværet med vaccinationer og argumentation til myndighederne.

"Men Peder så sådan på det, at bluetongue er kvægbrugernes problem, ikke myndighedernes. Derfor gik han ind og tog medansvar," fortæller en, der var tæt på ham i beslutningsprocessen.

"Kan man ikke li' at det gør ondt, skal man stå af," lyder en kommentar til Peder Philipps måde at være på som nærmest kunne være sagt af ham selv - både til sig selv og som kommentar til andre.

Peder Philipp startede sit arbejdsliv med at begynde på uddannelsen til plejer.

Og den uddannelse kan man godt fornemme i hans måde at omgås mennesker på, mener en bestyrelseskollega.

"Han har det, man med et moderne udtryk kalder empati," lyder det.

Begejstringen for natur og at omgås dyr, sporede ham ind på en uddannelse som landmand og i 1976 overtog han og Vera en meget beskeden gård i Lustrup syd for Ribe. Siden er gården vokset betydeligt, og i dag er datter og svigersøn inddraget i driften.

Vejtromle eller effektiv

Peder Philipps måde at lede møder på er effektiv. Han drager gerne konklusionen og spørger om der er nogle der er uenige. Enkelte kan godt føle sig tromlet af den fremgangsmåde.

"Men Peder lytter, hvis der er nogle, der har indvendinger og ellers har sat sig ordentligt ind i stoffet. Og hans måde at lede møder på betyder, at vi når utroligt meget," siger en bestyrelseskollega.

Den kontante facon er formentlig også det, der giver dansk kvægbrug indflydelse," understreger en anden.

Forholdet til interesseorganisationen Danske Mælkeproducenter er det også lykkedes Peder Philipp at få ind på ret spor. Organisationen opfordrede i 2003 Peder Philipp til at gå af som formand for Dansk Kvæg. Siden er tonen mildnet en hel del, selvom Danske Mælkeproducenters formand, Peter Mouritzen, godt nogle gange vil hjælpe den faglige storebror "lidt på vej".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle