Forretning og etik hænger sammen

45-årige Claus Fertin har sat sig i direktørstolen for Videncenter for Svineproduktion. Han er positiv på erhvervets vegne på den lange bane, men det kræver en klar strategi, hvor de positive historier om branchen skal fortælles igen og igen. Endvidere skal viden og ny teknologi i endnu højere grad ud til brugerne.

»Vi skal væk fra at stå med ryggen mod muren, hver gang vi har en lille eller stor sag i svinesektoren. Vi bliver nødt til at fortælle de gode historier om erhvervet hver dag, for langt de fleste svineproducenter gør det rigtig godt.«

Salgstalen og strategien er finpudset hos den hvidskjortede VSP-direktør Claus Fertin, som 1. august indtog et af svinesektorens vigtigste job.

Han blev direktør i en unge alder og kan nu som 45-årig se tilbage på flere topjobs i landbrugets virksomheder.

Claus Fertin er hentet ind fra VikingGenetics, som han i løbet af fire år har været med til at banke op til en af verdens 10 vigtigste avlsselskaber. Før det var han blandt andet direktør gennem otte år for Slagteriernes Forskningsinstitution og et smut forbi DONG.

Seks år væk fra svinesektoren har givet ham nye impulser og et indblik i, hvordan et erhverv som svineproduktion kan videreudvikles.

»Svinebranchen er en enorm innovativ sektor, som har en kæmpe samfundsmæssig betydning. Men sektoren har også udfordringer, som det kan være spændende at være med til at finde løsninger på, Derfor var VSP-jobbet ikke svært at sige ja til,« forklarer Claus Fertin.

Løsninger på

problemer skal findes

Hans overordnede tilgang til sektorer, som vil have fremgang, omfatter en treenighed bestående af forretning, samfund og etik. Der skal være et fornuftigt samspil mellem de tre faktorer, for at sektoren skal have mulighed for at udvikle sig - også i de kommende årtier.

»Vi har verdens største kompetenceklynge inden for svin, og det skal vi være endnu bedre til at udnytte. Vi skal indgå i netværk og danne alliancer med universiteter og teknologivirksomheder. Vi har udfordringer med blandt andet halebid, pattegrisedødelighed og kastration. Vi har ikke nogle gode løsninger nu, men jeg er optimistisk og tror på, at vi finder løsninger over tid,« siger Claus Fertin.

Viden skal ud at arbejde

Foruden de produktionsnære udfordringer ser han også på de store linjer for erhvervet. Her bekymrer den faldende tendens for slagtesvineproduktionen ham.

»Jeg så gerne en bedre balance i landet med produktionen af slagtesvin og 30 kgs-grise. Den lave indtjening hos slagtesvineproducenter er en af de største udfordringer, vi har som erhverv. Det skal vi have løst på den politiske bane og med endnu mere viden. Når det er sagt, så er det utroligt, hvad erhvervet har formået i forhold til miljøbelastningen. Vi belaster miljøet langt mindre end tidligere, selv om produktionen er blevet større. Den historie kan vi ikke få fortalt nok til omverdenen, siger han.

Alle parter inden for branchen ser han gerne i et endnu tættere samspil, så overførsel af viden til primærproducenterne bliver så kort som muligt. Samtidig er han bevidst om, at viden er en omkostning, indtil den kommer ud at arbejde.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle