Forretningskvinden: Det koster fodfejl, når man vil være først

Louise Dolmer er kvinden bag Landmad.dk, en kæde af butikker med lokale fødevarer. Selvom regnskabet for 2016 ikke var voldsomt flot, er hun optimistisk.

Når man går ind i Landmad-butikken i Grenaa, føles den helt unik, men der er fem andre butikker i Danmark, som ser mere eller mindre ens ud. Derfor trodsede vi også det våde vejr på Djursland for at spørge Louise Dolmer, om det virkeligt er så let at sælge lokal mad, som nogle påstår.

Det korte svar? Nej.

Penge koster penge

Sidste års regnskab for Landmad.dk var nemlig et millionunderskud - et minus på 3,6. mio. kr. for at være helt præcis.

»Der er ingen tvivl om, at det er svært,« fortæller Louise Dolmer.

»Vi sidder med nøjagtigt det samme problem, som økologerne sad med for nogle år siden. Et er, at forbrugerne vil købe økologi, noget andet er, at de vælger de billige tomater nede i butikken.«

Alligevel mener Louise Dolmer ikke, at det er en dårlig forretning - det koster bare penge at tjene penge.

»Det er fuldstændigt, som når man bygger en stald. Først skal du bygge stalden. Det koster,« siger hun.

Ryk landet til byen

Louise Dolmer startede Landmad for fire år siden, efter hun havde drevet gårdbutik på sit landbrug i et par år. Med andre ord startede hun, lang tid før de fleste andre blev begejstrede for de lokale fødevarer.

»Grundtanken var en romantisk drøm om at rykke landet til byen,« griner Louise Dolmer.

»I mange år var jeg genereret af, at landmanden ikke havde meget indflydelse selv. Er du ekstra dygtig, og laver du en god vare, så får du ikke altid en større afsætning eller flere penge - det ville jeg gerne gøre noget ved.«

Fodfejl

Hvis man vil være først, træder man nogle gange forkert - i hvert fald, hvis du spørger Louise Dolmer.

»Da jeg først åbnede butikken, var varerne inddelt efter, hvor i landbruget de kom fra. Altså marken, stalden, frugtplantagen og så videre - men det viste sig, at kunderne ikke anede, hvilke fødevarer der kom fra hvad. Det var lidt af et chok. Det skal simpelthen stå ligesom i brugsen. Ellers dur det ikke,« siger hun.

»Vi skal også tænke meget på, at det skal være lækkert. Det er dyrere varer, vi sælger, så man skal mærke, at det kan mere.«

Kravlegården først

Landmad.dk ser sig selv som en kravlegård for de små producenter. I øjeblikket er der seks Landmad-butikker.

»Vi tager tit små producenter ind og hjælper med at udvikle. Vi er ikke interesserede i at holde på dem for evigt. De må gerne vokse sig for store til os,« siger Louise Dollmer.

For nylig har Landmad.dk derfor også lavet en aftale med Catering Engros, så de leverandører, som har kapaciteten til det, kan sælge til cateringfirmaer.

Alligevel er der langt til de sorte tal.

»Vi tager jo kun en lille del, så der skal mange butikker, varer og investorer til, før det bliver sorte tal. Ingen mener, det er let. Men vi har investorer på vej, og markedet er klart - selvom det ikke var det, da vi startede.« siger Louise Dolmer.

»Hvis kapitalen ikke kommer, så kommer vi ikke derhen. Så simpelt er det.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle