Forsikring mod svinepest: Bliver alt for dyr

Tilbud om forsikring er for dyre og for dårlige, mener Danish Farmers Abroad, der har undersøgt markedet.

Forsøget på at lande en fælles forsikring mod afrikansk svinepest og andre svinesygdomme på danske landbrug i Østeuropa er strandet.

Efter undersøgelser gennem det seneste år har Danish Farmers Abroad erkendt, at det ikke p.t. er muligt at forsikre mod sygdommen til realistisk pris.

Det var svinepestens stigende spredning i især det østlige Europa, der sidste år fik 15 danskejede landbrug i udlandet til at gå sammen om at betale 200.000 euro for at få den store og anerkendte forsikringsmægler AON til at hjælpe med at stable en gruppeforsikring mod sygdommen på benene.

»Vi nåede så langt, at vi fik to forsikringstilbud. De var detaljerede, og det var helt tydeligt, at der var arbejdet med dem. Desværre var prisen på det første tilbud for højt i forhold til betingelserne og dækningen«, siger Jens Peter Aabyen, der har stået i spidsen for arbejdet og til daglig er koncernjurist i Goodvalley A/S.

For ringe appetit

Jens Peter Aabyen og Danish Farmers Abroad bad derfor om et nyt tilbud. Men det tilbud, de fik, var ikke bedre, og nogle dele af tilbuddet var faktisk værre, lyder vurderingen.

»Forløbet tyder på, at appetitten efter at tilbyde en forsikring er enten ikke-eksisterende eller i hvert fald meget lav«, siger han.

På det seneste har Jens Peter Aabyen derfor haft kontakt med en anden forsikringsbroker, der helt afviste at ville gå ind i arbejdet med at skabe en forsikring. Brokeren henviste til nylige udbrud af svinepest i Østeuropa.

Kun et års løbetid

Som et yderligere minus havde de forsikringer, der kom frem gennem brokeren AON, kun et års løbetid. Dermed ville både præmien og betingelserne kunne blive ændret en gang om året.

»Lige nu er forsikringsmarkedet ret nervøst i forhold til svinesygdomme. Derfor er det normalt, at den type forsikring kun kan tegnes for et år ad gangen, og at både præmie og betingelser vil svinge i takt med antallet af udbrud af svinepest«, siger Jens Peter Aabyen.

Venter på bedre tider

Antallet af landbrug, der er ramt af afrikansk svinepest, er kun steget gennem de senere år, og behovet for at forsikre mod svinesygdomme er ikke faldet.

»Der et meget stort ønske om at kunne forsikre mod svinepest og andre sygdomme. Derfor har vi bestemt ikke opgivet muligheden for at få etableret en forsikringsordning«.

»Men vi kommer nok til at vente, til der kommer bedre tider, hvilket vil sige færre udbrud af afrikansk svinepest, før vi tager opgaven op igen«, siger Jens Peter Aabyen.

Da det ikke lykkedes at få en forsikringsordning på plads, slap de 15 danske landbrug med at betale 20.000 euro til AON.

Faktaboks

Svinepest breder sig i Europa:

  • I 2018 kom Belgien på listen over lande i Europa med svinepest efter fund i vildsvin tæt på grænsen til Frankrig. 
  • I år er svinepest fundet i 13 europæiske lande: Belgien, Bulgarien, Estland, Italien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Tjekkiet, Ukraine og Ungarn. Nye lande på listen i år er Serbien og Slovakiet.
  • Eneste østeuropæiske land uden svinepest er Hviderusland.
  • I forrige uge blev svinepest fundet i Polen kun 80 km fra Tyskland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle