Forskningscenter vælger avanceret fodringsanlæg

Vejenøjagtigheden ved udfodringen til små grupper af køer fik det nationale hollandske forskningscenter for mælkeproduktion til at vælge automatisk fodringsanlæg fra Trioliet.

Dairy Campus nær den nordhollandske by Leeuwarden skal skabe ny viden om mælkeproduktion ved at stille rammer til rådighed for forsøg og forskning. Rammerne omfatter blandt andet en besætning på 550 HF-køer og 300 hektar markbrug.

Dertil kommer konference-, laboratorie- og besøgsfaciliteter.

Stedet er tænkt til at udvikle sig som en slags mælkens Silicon Valley til at udvikle fremtidens sunde, sikre og miljøvenlige mælkeproduktion.

Fodringsforsøg kommer selvklart til at spille en stor rolle, og derfor har Dairy Campus valgt et automatisk fodringsanlæg fra hollandske Trioliet, nemlig et Triomatic T40.

Det kommer med et centralt foderkøkken med siloer og påslag med vandrende gulv til de enkelte fodermidler og hængebane-blandevogne til selve udfodringen. T40-systemet kan også arbejde med Trioliets nye foderrobot T15 på gummihjul, der kun kræver montering af en strømskinne.

Plus-minus et kg

Det er Trioliets mest avancerede automatiske fodringssystem og samtidig det med højst kapacitet.

Men det væsentligste argument for Dairy Campus var en præcision på hvert enkelt fodermiddel ned til en afvigelse på plus-minus et kg i hver blanding.

Præcisionen skyldes blandt andet, at hvert enkelt fodermiddel vejes af for sig, hvorefter alle fodermidler samles i en slags proces- eller forbeholder, inden den samlede ration læsses i op i det smalle, tre kubikmeter store blandekar med to snegle i rustfrit stål.

Trioliet står på mål for, at blandekarrets design gør det muligt at lave en homogen blanding på blot 60 kg.

Samtidig giver T40 mulighed for at udfodre et nærmest uendeligt antal forskellige rationer og registrere stort set alle tænkelige data omkring hver eneste fodring.

Det udnyttes i næste trin i fodringen. På Diary Campus udfodrer T40 nemlig ikke direkte på foderbordet.

Af primært forskningsmæssige grunde læsses de enkelte blandinger af i særlige containere til de enkelte hold af forsøgskøer.

T40 kan selv finde og genkende de enkelte holds fodercontainere og husker alle data omkring rationen.

Selve udfodringen sker så fra disse containere til forsøgskøerne.

Trioliet forhandles i Danmark i Stenderup A/s

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle