Fox mest aktuel mod ukrudt i vinterraps

Fox 480 SC er det fulde navn på et nyt ukrudtsmiddel, som er godkendt til brug i vinterraps, vintersæd, vårbyg samt i frøgræs om efteråret. Det markedsføres af Makhteshim-Agan.

Fox indeholder aktivstoffet bifenox, som er nyt i Danmark, men som udviklingsmæssigt anses for et ældre aktivstof. Det virker ved at blokere plantens syntese af klorofyl, hvorefter bladene farves gullige eller hvide.

Selv om Fox har en bred godkendelse, anses det for mest aktuelt i vinterraps, hvor udvalget af ukrudtsmidler er mindre end i korn. Midlet har således god effekt mod agerstedmoder, tvetand, ærenpris, hyrdetaske, burresnerre, forglemmigej og pileurter, og fra praksis er der erfaring for en effekt på lægejordrøg.

"I korn vil den især kunne bruges mod ærenpris og stedmoder som alternativ til DFF," vurderer landskonsulent Poul Henning Petersen.

Derimod er effekten på valmue, fuglegræs, kornblomst og kamille begrænset, og derfor anbefales det at blande Fox med andre midler. Fox kan dog ikke blandes med Agil eller pyrethroider. For at undgå afgrødeskade i raps kan Fox først bruges ved fire-seks-blads.stadiet, men det må ikke anvendes efter stadie 16.

Den maksimale dosering af Fox er forskellig, nemlig 1,2 liter i korn, 1,5 liter i frøgræs og 0,75 liter i vinterraps pr. hektar. Sprøjtefristen i vintersæd er stadie 29 og i vårbyg stadie 22. Halm af korn og frøgræs, som er sprøjtet med Fox, må ikke bruges som foder.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle