I dag tegner der sig et klart billede af, at der inden for en overskuelig fremtid kun vil være tre-fire kvæg- og svinerådgivninger i Danmark, som kan tilbyde hele paletten af rådgivningstilbud og højt specialiserede rådgivere.
I LandboNord har vi to store fagrådgivninger, men strukturudviklingen for både kvæg- og svinebesætninger medfører, at vi kommer til at køre langt efter nye kunder i løbet af en overskuelig fremtid. Er det nu også lønsomt for danske landmænd?
Jeg tror, at de foreninger, der har relativt små fagrådgivninger får svært ved at tiltrække nye kunder, fordi det ofte er disse, der har den første kontakt hos nye kunder. Det sidste rådgivningsbehov, som flyttes, er tit regnskabet. Det tager gennemsnitligt ca. tre år at flytte et regnskab.
Har et center få, faglige rådgivere, er det svært for den enkelte konsulent at favne det tværfaglige samarbejde på centeret, den faglige sparring med kolleger i VSP's ekspertgrupper, og også at være udfarende og skaffe nye kunder i butikken. Hvordan sikrer vi, at danske landmænd får ens muligheder for at få den bedste rådgivning, og at landmanden ikke bliver enten begunstiget eller straffet for at bo tæt ved eller langt fra et center, der har hele paletten?
Der skal være minimum 15-20 rådgivere for at kunne dække en optimal kvæg-/svinerådgivning. Det er vigtigt, at rådgiverne er gearet til at give en gennemslagskraftig og fagligt kompetent rådgivning på flere forskellige områder, og ikke kun inden for et begrænset emnefelt.
Måske skal vi kun have ét rådgivningslag. Eksempelvis et VSP/Dansk Kvæg, der sørger for, at den nyeste viden bliver fordelt på centrene, og tre store, specialiserede rådgivningscentre, som de resterende centre kan trække på.
Derved vil man have kvæg-/svinekonsulenter på de lokale centre og bevare tværfagligheden, samtidigt med at de kan tilbyde rådgivning fra konsulenter med de rette spidskompetencer på det af kunden/medlemmet ønskede område, uden at det lokale center mister kunden.
Evnen til at sælge en dygtigere kollega ind, er noget af det vi mangler i både det enkelte center og centrene imellem. Alternativet til det ovenstående er vel, at de tre-fire store centre æder det meste af svinerådgivningen, men det er vel lidt som med andelsselskaberne - at fodre hunden med dens egen hale?