Fremtidens rådgivning: Faglighed er langt vigtigere, end konsulenten bor tæt på

Der arbejdes stærkt på at give rådgivningscentre nye redskaber, så land- mændene ikke går andre steder hen for at få kvalificeret rådgivning.

Superprofessionelle landmænd med kæmpe store millionomsætninger og for nogens vedkommende meget specialiserede produktioner stiller konstant stigende krav til kvaliteten af den rådgivning og sparring, de får.

»I dag har vi 23 rådgivningscentre i Danmark og Seges i Skejby. Kan de mange centre levere den rådgivning på allerhøjeste niveau, som landets dygtigste landmænd efterspørger? Eller er det tid til, at der skal ses på strukturen og måske nøjes med et enkelt eller to rådgivningsselskaber?«

De spørgsmål stillede LandbrugsAvisens Aage Iversen, da næstformand Thor Gunnar Kofoed, LF, var på podiet til en debat om, hvordan fremtiden sikres for den enkelte landmand.

»Jeg vil ikke her forholde mig til, hvor mange rådgivningsselskaber der bliver brug for fremover. Jeg tror også, at udviklingen kommer helt af sig selv, om der også fremover er økonomi til så mange centre, som vi har i dag«, sagde Thor Gunnar Kofoed.

»Vi arbejder stærkt på at give rådgivningen nogle nye redskaber til for eksempel dataindsamling i produktionen ude på de enkelte landbrug, så landmændene ikke går andre steder hen som eksempelvis til udlandet for at få deres rådgivning. Helt grundlæggende er det også vigtigt, at landmændene selv efterspørger det, de mangler. Jo hurtigere vi får det at vide, jo hurtigere går det med af få det på hylden«, sagde Thor Gunnar Kofoed.

Der er ikke penge til alt

»Samtidig må vi se i øjnene, at vi har et begrænset budget i forhold til den innovation og meget specialiserede rådgivning, som nogle landmænd gerne vil have. Der er ikke penge til alt. Vi er nødt til hele tiden at prioritere«.

Om rådgiveren sidder i den ene af landet og landmanden i den anden ende, tror han ikke spiller den store rolle.

»Nærhed betyder ikke så meget mere. Verden er blevet mindre. Og Danmark er blevet mindre. Landmændene kræver den bedste rådgivning, og de er parate til at bruge både alle de elektroniske hjælpemidler, der er, som sms, e-mail og selvfølgelig mobiltelefonen og det, den kan. Man behøver ikke længere mødes ansigt til ansigt. Det langt vigtigere, at fagligheden er i top«, sagde Thor Gunnar Kofoed.

»Måske løsningen også ligger i, at vi går i samarbejde med nogle udenlandske rådgivningstjenester om nogle af de mere specialiserede rådgivningsopgaver«.

»Samtidig skal vi holde fast i uvildigheden. Det er meget vigtigt«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle