Fuld fokus på økologieksport

Af Ejvind Pedersen, chefkonsulent, Erhvervspolitik, Afd. for Økologi, Landbrug & Fødevarer.

I de to seneste uger har der været livlig aktivitet på eksportmarkederne. L&F har haft eksportfremstød på BioFach China, der er Kinas største messe for økologiske fødevarer. Her deltog bl.a. mejerierne Arla, Thise, Them og Mille Food. I sidste uge var der i Holland messe for økologiske fødevaresalg til privat-label markedet, hvor bl.a. Friland og Thise deltog. Det er ikke uden grund, at der er stor interesse i at komme ind på både det kinesiske og nye europæiske markeder. Den store tilgang af økologiske landmænd i de seneste år har nemlig bevirket, at den økologiske produktion af især animalske varer boomer.

Produktionen af økologisk mælk forventes at stige fra rekordhøje 690 mio. kg i 2018 til i år omkring 725 mio. kg. Produktionen af økologiske slagtegrise steg sidste år med 34 pct. til 226.000, mens der blev produceret 21,9 mio. kg økologiske æg, svarende til en vækst på 14 pct. De store stigninger gør, at produktionen af både slagtegrise og æg kun forventes at stige minimalt i 2019.

De seneste tal for økologisalget i Danmark viser vækst på 14 pct. i 2018, og L&F forventer, at salget stiger med 10-15 pct. i 2019. Alligevel er der stort behov for øget eksport på det animalske område, et behov, der vil blive yderligere forstærket i de kommende år, såfremt virksomhederne fortsat skal kunne opretholde en fornuftig afregning til de økologiske landmænd for deres stigende produktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle