Går i forsøg med skovlandbrug – produktet afsat på forhånd

Hotelkæde har på forhånd lovet at købe produkterne, når Søren Jensen går med i projekt med skovlandbrug.

Det er sjældent, at man kan være sikker på at sælge noget nyt, endda uden at vide præcis, hvad det er, og hvornår det er klar. Det er ikke desto mindre tilfældet for Søren Jensen, Nyborggaard.

Hotel- og kursuskæden Skarrildhus har nemlig på forhånd lovet at købe produkterne af Søren Jensen, når han går med i et GUDP-projekt med skovlandbrug. Det er Skarrildhus Sinatur og Konferencecenter i Kibæk, der bliver aftager, og de køber i forvejen mel og olie fra Nyborggaard, hvilket hænger sammen med, at de har en politik om at købe lokale produkter.

»De har sagt, at de også vil købe produkterne af os, hvis vi går med i projekter«, siger Søren Jensen.

Studietur

Tanken bag skovlandbrug er, at det kan give læeffekter til afgrøderne, og så kan de udnytte solens stråler længere end korn, der visner i juli.

Han har været på studietur i Storbritannien og set, hvordan de praktiserer skovlandbrug der. Det handler om at dyrke træer eller buske i rækker og så landbrugsafgrøder ind i mellem.

»Der er mange åbne spørgsmål. Det skal passe med en 8 meter såmaskine, så der skal måske være ni meter mellem rækkerne. Det skal også rent praktisk være muligt at køre med gyllesprederen. I Storbritannien havde de æbletræer på 27 meter, men vi har ikke lagt os fast på, hvad vi skal dyrke«.

Overvejelserne går på bl.a. nødder og bær med det almindelige sædskifte imellem rækkerne. Vælger han bær, kan han også få bærtilskud.

Del af strategi

At kaste sig ud i GUDP-projektet er noget, der ligger helt i tråd med Søren Jensens strategi.

»Jeg vil gerne være med i forskningsprojekter og få ny viden og samtidig være med til at levere viden«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle