Gør det frivilligt eller få påbud

Aarhus kommune truer med påbud, hvis landmænd ikke laver frivillige aftaler.

Aarhus Kommune vil tvinge landmænd til at droppe sprøjten på flere tusinde hektar, hvis de ikke gør det frivilligt. Det sker for at beskytte grundvandet, oplyser Mogens Bjørn Nielsen, afdelingschef for Vandmiljø og Landbrug i kommunen.

Han oplyser, at vandværkerne har indgået frivillige aftaler med en tredjedel af de landmænd, der har jorder i sårbare områder med indsatsplaner for grundvandet. En tredjedel har ikke svaret, og en tredjedel har sagt nej.

Hvad gør I, hvis de siger nej?

»Så giver vi påbud om, at de skal, men det er med fuld erstatning, som bliver bestemt af en taksationskommission.«

Vil I give så mange påbud?

»Muligheden foreligger. Det vil vi højst sandsynligt. De sårbare områder er udpeget af staten, og kommunen kan påbyde, at landmand og vandværk laver en aftale.«

Men godkendte pesticider må jo ikke ende i drikkevand ...

»Det gør de. I Aarhus kan vi se, at fundene stammer fra både gamle – nu forbudte stoffer – og i nogle sårbare områder også fra stoffer, der er godkendt nu.«

I de færreste tilfælde er det pesticider fra landbrug, der resulterer i lukninger ...

»Det kommer an på, hvem man spørger. Det er svært at sige, hvor det kommer fra, for det er både byområder og landområder.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle