Gør dig klar til kortvarigt solcelleboom

De nye tilskudsregler for husstandsvindmøller og solceller forventes at falde på plads 1. februar. Derefter er der kun få uger til at få en aftale i hus, når det gælder solceller

Efter næsten to et halvt års ventetid er der nu endelig kommet en afklaring på de nye regler for køb af solceller. De nye regler giver solcellekøbere en relativt kort periode til at få en aftale på plads, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at få del i 2015-puljen, som giver køberne adgang til forhøjet statsstøtte. Puljen for 2015 giver dem mulighed for at få 1,02 kr. for hver kWh, anlægget producerer, ud over den energi de selv kan nå at forbruge.

»Når reglerne træder i kraft 1. februar, har markedet kun kort tid til at rykke, da puljen kun er åben fra 15. marts til 31. maj. For at kunne søge plads i puljen, som tildeles efter først-til-mølle-princippet, skal man have skriftlig dokumentation for, at man har indgået en aftale om køb af solceller. Derfor opfordrer vi på det kraftigste solcellekøbere til at få en aftale med en leverandør i hus hurtigst muligt,« forklarer Jørgen Due Thomsen, som er forretningschef hos EnergiMidt.

Risikofrit at købe solceller

De nye regler indebærer, at alle aftaler om køb af solcelleanlæg, forud for ansøgning om plads i puljen, skal have en indbygget fortrydelsesret, så køberne kan komme ud af aftalen igen, hvis de ikke får del i puljen.

»Det giver nogen tryghed for køberne. Vi har valgt at gøre det sådan, at vores kunder kan komme ud af deres aftale helt omkostningsfrit, hvis de ikke får plads i puljen. På den måde er det risikofrit for kunden at indgå en aftale. Hvis man ikke nåede at købe solceller i 2012, hvor markedet var på sit højeste på grund af gunstige regler på området, er det nu, man skal slå til,« siger Jørgen Due Thomsen.

Allerede i 2016 falder pristillægget for solcellernes overproduktion fra 1,02 kr. til 88 øre, så det er en stor fordel at komme med i 2015-puljen, som også er større end 2016-puljen.

»De nye regler har jo været længe undervejs, og derfor er de planlagte puljer for 2013 og 2014 slået sammen med 2015-puljen. Vi har gennem de sidste par år talt med rigtig mange danskere, der er interesserede i solceller, og som bare venter på de her nye regler, så vi er ikke i tvivl om, at det kommer til at gå stærkt, og der er altså kun et begrænset antal pladser,« siger Jørgen Due Thomsen.

Han opfordrer solcellekøbere til at begynde at afsøge mulighederne allerede nu og få sat gang i processen, hvis man vil købe solceller med forhøjet statsstøtte. Han understreger dog, at man bør kigge sin leverandør grundigt efter i sømmene, så man får et anlæg af den bedst mulige kvalitet og med nogle brugbare garantier.

Afklaring af gammelt tilskud

De nye regler sikrer også en afklaring for visse gamle ordninger for solceller og husstandsvindmøller, hvor investorerne ikke har fået udbetalt støtten endnu. Det har trukket ud, fordi reglerne, der minder om statsstøtte, først skulle godkendes i EU. Det er blandt andet derfor, at der kommer en lille ny pulje i Danmark, og dertil kommer en tilskudspulje til solceller i udlandet, for at det ikke er konkurrenceforvridende dansk statstilskud.

Faktaboks

  • Puljen for 2015 er på 12 MW for anlæg til boliger
  • Afregningsprisen for anlæggenes overproduktion er 1,02 kr. pr. kWh i 2015
  • 2015-puljen er åben fra 15. marts til 31. maj 2015
  • Anlæggene må højst være på 6 kW

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle