Gert Holst kvitter sine øko-poster

»Krudtet er brugt op,« siger Gert Holst Hansen, afgående formand for Dansk Landbrugs Økologisektion.

Gert Holst Hansen, formand for Dansk Landbrugs Økologiudvalg gennem de sidste tre år, har besluttet ikke at genopstille ved årsmødet 2. oktober.

»Det har været rigtig spændende at være med, men nu er krudtet brugt op. Netop nu starter en helt ny epoke med at bygge den nye økologisektion op i Dansk Landbrug og derfor er der brug for ny energi. Derfor synes jeg, det er et godt tidspunkt at gå på,« siger Gert Holst Hansen.

Brug for kampgejst

Det er hverken politiske stridigheder internt eller de tilbagevendende sværdslag med de konventionelle kolleger i Dansk Landbrugs bestyrelse, der har slidt formanden op, understreger Gert Holst Hansen.

»Man skal virkelig være kampberedt, når man går ind og diskuterer med sine konventionelle kolleger og vi tager nogle voldsomme livtag en gang imellem. Men vi har haft et ganske godt samarbejde. Stemningen er konkurrencepræget men også kammeratlig. De kæmper for deres sag, jeg har kæmpet for min,« siger Gert Holst Hansen.

Han lægger ikke skjul på, at der også i Økologisektionen internt har været livlige diskussioner, men understreger, at det heller ikke er derfor, han har valgt at gå.

»Tværtimod var det en kæmpe tilfredsstillelse, da vi ved årsskiftet så hinanden dybt i øjnene og enedes om, at vi ville have en økologisektion, hvor vi lagde alt gammel foreningspolitik bag os,« siger Gert Holst Hansen.

Søn har klaret skærene

Den primære grund til at Gert Holst Hansen nu lægger de politiske poster til side er, at han vil hjem og passe bedriften med de 200 økologiske stude og køer.

»Jeg har været så naiv at tro, at jeg ved siden af det organisatoriske kunnet have en stor arbejdsbyrde her hjemme. Min søn på 15 har ydet en meget stor indsats, men nu er han startet i gymnasiet. Det er ikke rimeligt, han skal være afhængig af at afløse for mig, når jeg er i København,« siger Gert Holst Hansen.

Han har helt nye visioner for sin egen bedrift i form af en produktion af økologiske slagtekyllinger. Han er dog straks blevet indhentet af virkelighedens verden.

En forespørgsel i Esbjergs Kommunes miljøafdeling oplyste ham om, at han skal have en fuld miljøgodkendelse for at skifte kvierne ud med kyllinger.

»I Esbjerg har de lige taget hul på de ansøgningerne, de fik ind i september - sidste år!. Så hvis man har lyst til at kaste sig ud i noget nyt, skal jeg da lige love for, at man får én oven i hovedet med det samme,« siger Gert Holst Hansen.

christensen@landbrugsavisen.dk

@Bylinetelefon: 33 39 47 62

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle