Glem Putin og Kina, du skal tænke på dig selv

Det er naturligt at være frustreret over begivenhederne på verdensmarkederne, men fokus bør først og fremmest være på det, man selv kan påvirke.

»Dybt frustrerende.«

Ejnar Schultz, direktør i økonomi og virksomhedsledelse i Seges, bruger ordet igen og igen, når han taler om den aktuelle situation i landbruget.

Om Ruslands embargo på fødevarer, om kinesiske opkøbere, der ikke lægger mælkepulver i indkøbskurven og manglende privat/offentlig samarbejde om en mindre skadelig miljøregulering.

»Det er altsammen dybt frustrerende, men det er ikke noget, den enkelte landmand kan gøre noget ved. Jeg tror, at man får det bedre, hvis man arbejder med noget, man kan gøre noget ved,« siger han.

»Det, den enkelte landmand kan gøre, er at optimere sin bedrift.«

At den melding vil få en del landmænd til at blive - netop frustrerede - forstår han godt.

»Det er uden tvivl også en frustrationsfaktor, at der nu kommer en rådgiver og siger, at vi igen-igen skal i gang. For det vil stadig ikke give overskud på bedriften. Men det er det, man bør gøre, og så gør man da noget. Så må man bruge sin energi på det frem for på det, man ikke kan ændre.«

Ifølge Ejnar Schultz er optimering af bedriften den eneste måde man kan øge chancen for overlevelse, hvis man har høj gæld.

»Når bundlinjen er negativ, bliver man målt på, om man er dygtig til at drive sin virksomhed. Det er det, de finansielle partnere kigger på i en situation som nu. Hvis du er den bedste mand på din bedrift og ikke har meget høj gæld, vil din bank som hovedregel støtte dig, selv om du har underskud.«

Ifølge rådgivningsdirektøren skal der ikke kun ses på de berømte lavthængende frugter men også på de mere langsigtede muligheder.

»Man skal også se på de vanskelige forhold, der kræver større omlægninger. Det kan være jordfordeling og kapacitetsomkostninger. Det hjælper ikke at sælge en maskine hu-hej, for man får ikke en særlig god pris. Det kræver en plan, og at man arbejder med det over flere år, hvis man skal ind og samarbejde med andre landmænd. Men vi kan se i tallene, at det er noget af det, der gør en forskel.«

Og så skal der igen-igen snakkes med banken.

»Vi har oplevet, at bankerne sætter bidrags- og rentesatserne op. Men sig til dem, at det er i vore begges interesse, at renterne ikke er højere, end at det kan hænge sammen. Det er ok at drøfte med sin bank. Det betyder så kolossalt meget i landbruget, hvordan vores finansieringsomkostninger er, fordi vi har høj gæld,« påpeger Ejnar Schultz.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle