Økonomien måler sig med de fleste etårige landbrugsafgrøder og ser lovende ud, mener Skovdyrkerne
Et årligt dækningsbidrag 2 for poppel på godt 5.000 kr. pr. hektar ved en afregningspris på 106 kr. pr. rummeter. Og knap 8.000 kr. pr. hektar hvis prisen stiger til 117 kr. pr. rummeter. Sådan lyder Skovdyrkernes udregning af økonomien i dyrkning af poppel, som de anbefaler frem for pil på de fleste arealer.
"Økonomien i poppeldyrkning i otte-ti års rotation kan måle sig med de fleste etårige landbrugsafgrøder. Og set over et længere perspektiv kræver poppel også meget mindre arbejde. Så for landmanden giver poppel både risikospredning og høj produktionseffektivitet med en overkommelig arbejdsindsats," mener skovfoged Torben Frandsen fra Skovdyrkerne, som de sidste par år har studeret udenlandske erfaringer med energipoppel.
God økonomi i Sverige
"Poppel som energiafgrøde i Danmark er helt nyt, så der er endnu ingen erfaringer eller dokumentation. Vores kalkule er derfor en model efter bedste skøn og sigte. Men i Sverige er der dokumenteret god forrentning af poppel uden tilskud. Skogforsk har i en forsøgsrække med meget små arealer haft en gennemsnitlig forrentning på 11-12 pct.," fortæller Torben Frandsen.
Han mener, at poppel også ser lovende ud herhjemme. Markedet for flis er i vækst, og det ventes at fortsætte de kommende år.
Henrik Bach fra Ny Vraa Bioenergi, der forhandler både pile- og poppelkloner, og som selv dyrker 35 hektar med poppel, er dog skeptisk over for Skovdyrkernes bud på dækningsbidrag, som han mener er alt for høje og urealistiske i praksis.
"Poppel er udmærket i hjørner, kiler eller på mindre arealer under fem hektar. Men på store reelle produktionsjorder er jeg skeptisk. Jeg mangler simpelthen dokumentation," siger Henrik Bach.
Få egen beregning
Skovdyrkernes anslåede dækningsbidrag afhænger selvfølgelig af meget andet end prisen og vil derfor også variere efter forholdene. Torben Frandsen opfordrer interesserede til at henvende sig og få lavet en mere nøjagtig udregning for sit eget areal. Modellen bruger en rotationstid på 27 år, høst hvert niende år og tre forskellige udbytteniveauer. Skovdyrkernes anbefalede poppelklon er OP42, som er den mest gennemtestede klon under danske forhold.
Værktøjet til at vurdere økonomien har Skovdyrkerne udviklet i samarbejde med Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM) i Agro Business Park.