Det lønner sig at gøre kunderne glade.
Hvis man vil sikre sin afsætning og have en god pris, så skal man sørge for, at kunderne føler sig godt tilpas. Derfor gør Dea og Søren Lykkegaard meget ud af at pleje deres kunder.
»Vi snakker ugentligt med dem og spørger ind til, hvad de kunne tænke sig næste år og så videre,« forklarer han.
Den rolle er de færreste landmænd vant til. Ofte opfatter landmænd ikke deres kunder – altså slagterier, mejerier og grovvareselskaber - som kunder og kan måske endda finde på at skælde ud over priser og omkostninger.
»I vores situation prøver vi at have en god dialog om, hvad vi kan gøre for, at vores produkter bliver mere værd for kunderne. Det skal helst være sådan at kunderne i Brugsen opdager det, hvis Brugsen en uge har købt blomster fra nogle andre end os,” siger han.
Dea og Søren Lykkegaard sælger blomster ad mange kanaler: Gennem egen selvbetjeningsgårdbutik, til supermarkeder og blomsterhandlere, grossister og sågar kommunen, og de kunder har de ikke fundet ved at skælde dem ud. Det er heller ikke vejen til bedre priser, smiler de.
»Vi synes, det er rigtig sjovt at være selvstændige og at være tæt på kunderne og levere en historie med de ting, vi laver. Hvis man vil sælge noget, er det en selvfølge at tale pænt til kunderne,« siger Dea Lykkegaard.
Hun er uddannet serviceøkonom og blomsterdekoratør. Søren Lykkegaard har en PBA i jordbrugsvirksomhed (en overbygning på jordbrugsteknologuddannelsen) og arbejder med udsæd for Monsanto. Han har også salgsjob hos Gasa bag sig. Desuden har han været planteavlskonsulent hos Centrovice.