God mobildækning - også til landbruget

Mobilkommunikation er blevet en helt naturlig og central del af danskernes hverdag, og det gælder naturligvis også for landbruget. Dansk landbrug er verdenskendt for sin effektivitet og omstillingsevne, og landmændene er gode til at bruge innovative it-løsninger, blandt andet baseret på mobilkommunikation.

Derfor er det ærgerligt, hvis mobildækningen står i vejen for at bruge ny teknologi. Nogle landmænd oplever blandt andet problemer, når de på grund af ringe mobildækning ikke er sikre på at modtage alarmer fra malkerobotten via sms. Det samme problem kan opstå for alarmsystemer på ventilationsanlæg i svinestalde og gylletanke.

Vi har god dækning i Danmark - ifølge mobilselskaberne dækker de tilsammen over 99 procent af landet udendørs. Men en fuldstændig inden- og udendørs mobildækning er hverken teknisk eller økonomisk muligt.

En sådan dækning vil enten kræve opsætningen af mobilantenner på nært sagt hvert eneste gadehjørne, eller at vi fjerner alle 'forhindringer' ved for eksempel at vælte alle betonmure, droppe isolering af huse, fælde alle større træer. Regningen ville i givet fald give markant dyrere abonnementer eller højere skat for borgerne og virksomheder.

Mobiltelefoni er blot en af flere kommunikationsteknologier. Eksempelvis har bredbåndsselskabet Skyline i en generel informationskampagne oplyst om, at selskabet kan dække størstedelen af de danske landbrug med bredbånd.

Landbruget og danskerne generelt har også adgang til et bredt udvalg af trådløse og mobile kommunikationsteknologier og tjenesteudbydere. Landmanden er dermed ikke afskåret fra informationssamfundet alene fordi, dækningen med mobiltelefoni er begrænset dér, hvor han bor.

Ud over alternativerne fortsætter den løbende udbygning af mobilnettene. Mobilselskaberne har oplyst, at de forventer at investere mellem fem og seks mia. kr. i udbygningen af nettene inden for de næste par år. Det vil give bedre kapacitet, højere datahastigheder samt sikre bedre mobildækning til gavn for hele Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle