Gode hensigter, men intet konkret

Politikere viser forståelse for landbrugets situation, men der er endnu ikke indkaldt til møde om tørkepakke til landbruget.

Fredag sendte Landbrug & Fødevarer en pakke med en lang række forslag til, hvordan politikerne kan hjælpe landbruget i en trængt situation. Pakken er modtaget positivt, især i blå blok og hos Socialdemokraterne, mens den røde blok er mere forbeholden over for nogle af forslagene.

Hovedforslagene i pakken er annullering af jordskat og lavere kontrolafgifter.

Simon Kollerup, landbrugsordfører for Socialdemokraterne, er ikke afvisende.

»Det er helt oplagt, at man ser på, hvordan man kan hjælpe landmændene med likviditeten. Jeg synes dog, L&F går ret vidt, når de foreslår en permanent afskaffelse af skatter og afgifter, men hjælp med likviditet her og nu kan fint være en del af en hjælpepakke. Det vil vi gerne være med til«, siger Simon Kollerup.

Venter på minister

Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, roser forslaget til tørkepakke, ikke mindst forslaget om at annullere jordskatten.

»Det synes jeg er en god idé at arbejde for. Jordskatten er ikke rimelig. Den svarer til, at man lægger skat på håndværkeres værktøj, inden de bruger det«, siger han.

Liberal Alliances landbrugsordfører, Carsten Bach, synes, forslaget er fænomenalt.

»Det er lige vores politik med lavere skatter og afgifter på erhvervslivet. Det undrer mig, at ministeren ikke har fremlagt noget endnu«, siger han.

Samtidig erkender han, at afskaffelse af jordskatten, som koster landmændene 900 mio. kr. årligt, ikke løser et indkomsttab på 6,4 mia. kr.

»Men hvis man annullerer den i syv år, passer det«, siger han.

Fakta på bordet

Hos Dansk Folkeparti er landbrugsordfører Lise Bech også positiv over for det meste i pakken. »Allerede i juli bad ordførerne skatteministeren undersøge konsekvensen af at fjerne jordskatten. Det har vi ikke hørt mere om, så vi må lige afvente, hvad han kommer med«, siger hun.

Den konservative ordfører, Orla Østerby, har også set på tørkepakken og ønsker at holde alle muligheder åbne.

»Men det koster penge, så vi må sidde og regne på det med ministeren, og vi må kende alle fakta, før vi gør noget«, siger han.

Rødt nej til lavere skat

Trine Torp, SFs landbrugsordfører, svarer blankt nej til annullering af jordskat og produktionsgebyrer.

Christian Poll, Alternativets landbrugsordfører, mener heller ikke, man skal bruge tørken til at file på jordskatten.

»Man skal ikke regulere i panik. Tab sker også i andre brancher, nogle gange går det op, andre gange ned. Måske kan man give noget til låns eller udsætte noget, landmændene betaler tilbage senere«, siger han.

Venter på indkaldelse

Ordførerne forventer at blive indkaldt til drøftelser om en tørkepakke til landbruget, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde efter Venstres sommergruppemøde til pressen, at det vil ske. Det er dog ikke muligt at få oplyst, hvornår det vil ske.

Faktaboks

Tørke-sommer 2018

  • Mindste nedbør siden 1874 i maj, juni og juli
  • Varmeste siden 1874
  • Største vandunderskud siden 1970
  • Flest solskinstimer siden 1920

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle