Da ni medarbejdere i 1994 valgte at overtage forretningen, var den lukningstruet. I dag er det en velkørt og velfungerende forretning med loyale kunder, der primært opererer i landbruget.
I dag er man seks ejere, hvoraf de tre udgør ledelsen i virksomheden og er i hver sin afdeling, og tre andre sidder i bestyrelsen: Medindehaver Niels Lauritzen, medindehaver Jan Johansen, medindehaver Torben Nielsen, som også er direktør og daglig leder.
»Jeg mener, vi står stærkt ved at have en medejer i hver afdeling, og det er også en styrke, at vi har så loyale medarbejder i det hele taget,« fortæller Torben Nielsen.
Kunder i landbruget
Slagelse Maskinforretnings kunder er i landbruget og er planteavlere, maskinstationer og forskellige besætninger. I kraft af dette er de store mærker New Holland, Kverneland, Fendt og Ferguson blandt de mest solgte.
»Vi har også mange deltidslandmænd, og nogle af dem kører på rigtig mange hektar,« forklarer Niels Lauritzen.
Og det udgør stort set hele forretningen.
»Vi har en mindre del af forretningen til anlæg og entreprenører, men ellers er det landbrug. Vi har for eksempel ikke have/park-maskiner,« fortæller Torben Nielsen.
Eksperter i ballepressere
Derfor har man også stor erfaring med at servicere inden for landbruget, og specielt bigballepressere er en stor ting.
»Det er noget, vi altid har gjort meget i, og det er vi også kendt for,« forklarer Torben Nielsen. På værkstedet klargør man ballepresserne og laver mindre tilretninger til den enkelte kunde.
Nyt med sprøjteeftersyn
Det er noget nyt for hele branchen, at der skal foretages sprøjteeftersyn, og i Slagelse ser man positivt på det. »Vi synes, det har været en god ting og ser det positivt, selv om montørerne har skullet på kursus, og vi har investeret i udstyr,« forklarer Torben Nielsen.
Kun lidt brugt
Ligesom hos de fleste andre er brugte maskiner en del af næsten alle handler, men hos Slagelse Maskinforretning står der ikke metervis af gamle maskiner på udearealerne.
»I salg er de gode til at få prissat tingene rigtigt første gang, og så bliver det solgt hurtigt. Så vi har som regel meget lidt stående. Nogle gange for lidt,« siger Torben Nielsen, da kunderne også godt vil have noget at se på når de kommer kørende, men det er sådan lidt en balance, konstaterer han.
»Når man ikke har så meget bundet op i de brugte maskiner, giver det jo mulighed for at være med i nogle andre handler,« siger han, og Niels Lauritzen supplerer: »De rigtige byttepriser skal rammes første gang.«
Faktaboks
- Slagelse Maskinforretning A/S har 55 medarbejdere
- Slagelse, Sjælland
- Fulline New Holland og Kverneland blandt andre
Ejet af medarbejderne
Slagelse Maskinforretning A/S blev grundlagt i 1981 af Saxonia A/S i Ringsted under navnet Ringsted Traktorcenter. I 1987 flyttede man til nybyggede lokaler i Slagelse og ændrede navn til Fiatagri Slagelse Ringsted. I 1994 købte medarbejderne firmaet og antog navnet Slagelse Maskinforretning A/S. I dag er der 3 i ledelsen: Medindehaver Niels Lauritzen, medindehaver Jan Johansen, medindehaver Torben Nielsen som også er direktør og daglig leder.
3 Styrker
- Sin egen: Hurtig beslutningsgang når ejere er den daglige ledelse
- Lille brugtlager: Gode til at prise rigtigt, så det er hurtigt solgt
- Gode ry: Har loyale kunder, der har været kunder igennem generationer
Aircon, hydraulik og GPS
På værkstedet hos Slagelse Maskinforretning er der seks svende, én lærling og værkfører Torben Nielsen. De råder over fem servicevogne, der bruges til reparationer i sæsonen, men også kører eftersyn."Jeg synes vi laver meget aircondition - det er der i næsten alle maskiner i dag og vi laver også meget med hydraulikslanger og det har vi gjort længe" siger Torben Nielsen. GPS er desugden en voksende del af forretningen og den bliver nok sat i 30 procent af de relevante maskiner. "Det gør hverdagen nemmere for chaufføren"