Talentshow 2013 med fem ideer til nemmere hverdag og bedre bundlinje.
Der er næsten ingen ende på lyksalighederne, hvis man dropper opsamlingssøer ved fravænning og i stedet sætter de mindste grise i en optimeret sti, hvor de får ekstra varme, masser at drikke, mælkeerstatning og så videre: Det er nemmere, man sparer penge, ingen flytning mellem sektioner, tilvæksten i orden og ligefrem flere kuld kan det resultere i.
I hvert fald ikke når seniorprojektleder Henriette Steinmetz, VSP, skal sige det. Det gjorde hun på kongressen i foredraget »Ideer med X-faktor og gjorde det så godt, at ideen blev valgt som den bedste, da publikum i salen stemte om fem konsulenters bud på noget, der kan gøre hverdagen på staldgangen nemmere og forbedre bedriftens bundlinje.
Der blev stemt både om, hvilket råd der har mest værdi, og hvilket råd der blev bedst fremført.
»For hvem siger, at det ikke kan være underholdende at lære noget nyt,« som værten i showet, afdelingsleder Anders Hedegaard, VSP, sagde under opvarmningen.
Ide og fremførsel
Fordelingen af point i afstemningen var skruet således sammen, at idéen talte dobbelt i forhold til fremførelsen. Men VSP-medarbejderens præsentation var dog heller ikke helt ringe, for her scorede hun næstmest. Bedste præsentation stod Rikke Lassen Jensen, Svinerådgivning Danmark, for med et forslag til, hvordan man med brug af QR-koder holder besætningen opdateret. Det blev vurderet som den næstbedste ide.
På tredjepladsen fulgte Michael Frederiksen, Midtjysk Svinerådgivning. Han præsenterede en SoLiv App, der gør det muligt at foretage de nødvendige registreringer med blot seks tryk og få dem lagret, inden den døde so er ude af døren.
LMO var flot repræsenteret i feltet med hele to konsulenter. Martin Mølgaard Pedersen viste, hvordan man med et par strips, en drivstang og et kosteskaft kan lave en forlænget drivstang, så man kan nå alle grise fra gangen uden at skulle ind i stien. Joachim Glerup Andersen havde medbragt en grisevægt for at demonstrere, hvordan man bliver dansk mester i slagtevægt samtidig med, at man hader at veje grise.
De to LMO-folk måtte dog indtage de to nederste pladser efter afstemningen.
»Men tilsammen har I jo klaret jer godt,« trøstede Anders Hedegaard.