Gode såbedsharver kan være afgørende i dette udfordrende forår

En mild vinter med meget lidt frost og store mængder vand i februar kan give udfordringer med såbedstilberedningen på tunge jorder, vurderer konsulent.

De fleste ved, hvordan et perfekt såbed skal se ud. Løs, varm og tør jord over frøet, som skal være lagt på en fugtig jordbund. De store jordpartikler skal ligge øverst for at mindske risikoen for slemning efter såning. Og tunge jorder skal altid have den dybere jordbehandling før vinter, det være sig vinterharvning eller pløjning.

Planteavlskonsulent Søren Holmgren fra VKST fortæller her om årets udfordringer inden for såbedstilberedelse.

»Frosten vil normalt skørne jorden hen over vinteren, således at den krummer om foråret. Men i år minder vinteren meget om ’19/’20, det vil sige meget lidt frost. Yderligere har februar budt på usædvanlig meget nedbør. Derfor vil tilberedning af tunge jorder sandsynligvis blive udfordrende i det kommende forår, hvilket stiller store krav til såbedsharverne«, siger Søren Holmgren.

»Når jorden er tørret op, så man kan færdes på den, brydes skorpen med en meget øverlig harvning. Modsat den gængse opfattelse vil en fældharvning bevare vandet i jorden, fordi det øverste tørre jordlag ligger som en dyne, der mindsker fordampningen nedefra. Derfor kan og skal fældning af jorden foretages, så snart den er tjenlig, forudsat bearbejdningsdybden er mindre end den ønskede sådybde. En agerslæbe eller knasttromle er ideel. Men såbedsharver med god dybdestyring kan også fint bruges, og her skal tænderne kun lige røre jorden, så fældningen foretages af pakvalse og slæbeplanke«, råder konsulenten.

Hvis jorden er kompakt og uden krumme efter vinterfrosten, bør den egentlige opharvning ifølge konsulenten foretages så tæt på såning som muligt, således at knoldene ikke udtørrer mellem opharvning og såning. Det stiller krav til kapacitet og koordinering. Samtidig vil en eller flere tunge pakvalser medvirke til, at en ubekvem jord trods alt kan neddeles i mindre aggregater, men vent, til den er tjenlig. Råder man over en rotorharve med tandpakkervalse, vil det sandsynligvis i år være en god løsning, mener han.

Hvis såbeddet bliver ’småknoldet’ uden krumme, vil det være en fordel at tromle til umiddelbart efter såning, da det kan give en mere ensartet fremspiring. Et ubekvemt såbed må aldrig tromles lige omkring fremspring, da de spæde spirer let beskadiges, når knoldene skubbes rundt.

»Mange har reduceret den planlagte udsædsmængde i år grundet høje priser. Men har man indkøbt efter en forventet markspireprocent på 80 og derover, ja så kræver det et perfekt såbed. Husk at være realistisk, så du ikke kombinerer et dårligt såbed med for lav udsædsmængde«, råder Søren Holmgren.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle